Gå til indhold

Organisering af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser

28. november 2011
Efter samlingen af de videregående uddannelser i Uddannelsesministeriet gennemføres der en reorganisering af ministeriet.

Hovedopgaven bliver at sikre både sammenhæng på tværs af uddannelserne og sikker administration af centrale forvaltningsområder som forskning, innovation, SU og anerkendelse af uddannelser. Dette fordrer et tæt samarbejde og løsning af opgaver på tværs af styrelserne og mellem styrelserne og departementet.

Hovedprincipperne bag den nye organisation er i korthed følgende:

  • Fastholdelse af den hidtidige model med en relativ flad struktur med store styrelser og et relativt lille departement.
  • I departementet etableres en strategi- og udviklingsenhed. Enheden i departementet dækker samtidig opgaverne i forhold til arbejdet i regeringen.
  • Sammenlægning af den hidtidige Styrelse for International Uddannelse og den hidtidige Universitets- og Bygningsstyrelse i en ny Styrelse for Universiteter og Internationalisering.
  • Klar prioritering af alle uddannelser i form af et tydeligt organisatorisk aftryk.
  • Opprioritering af dels statistik og analyseberedskab ved at etablere en koncernfælles statistikenhed i tilknytning til den styrelse, som også dækker SU-området, dels akkreditering på tværs af uddannelsesområder med ophæng i henholdsvis departement og den styrelse, der dækker universiteterne.
  • Etablering af tre koncernfællesskaber om HR, akkreditering og statistik.

Der vil endvidere blive etableret et tæt samarbejde mellem de to uddannelsesstyrelser for så vidt angår institutionsforvaltning og tilsyn.

Reorganiseringen vil blive fulgt op med en detaljeret organisation for de enkelte styrelser og departementet inden for de næste en til to uger.

Det er et grundvilkår for ministeriet og den nye organisation, at arbejdet fortsat sker i en åben og tæt dialog med vores interessenter.


Eventuelle spørgsmål kan rettes til: afdelingschef Nils Agerhus på 7231 8030.

Handlinger tilknyttet webside