Gå til indhold

De anonyme henvendelser om forskningsråd i 2009

16. februar 2011
Der har gennem den seneste tid været debat om 30 anonyme spørgsmål om et forskningsråd, som tidligere videnskabsminister Helge Sander bad Videnskabsministeriet om at besvare. De centrale dokumenter vedrørende den sag offentliggøres nu.

Samtidig linkes der til alle centrale dokumenter vedrørende evalueringen af forskningsrådsloven og den efterfølgende lovrevision, som alle tidligere har været offentliggjort.

Afsnit I. indeholder en oversigt og tidslinje for de tre analyser og undersøgelser, der blev foretaget om succesrater for medlemmer af forskningsrådene. Derudover skitseres, hvordan analyserne blev inddraget af panelet for evaluering af forskningsrådsloven.

Afsnit II. gennemgår processen for revisionen og lovarbejdet for den efterfølgende ændring af forskningsrådsloven.

Der er indsat link til alle de centrale dokumenter og analyser.

I. Analyser og undersøgelser om succesrater for forskningsrådsansøgninger fra siddende rådsmedlemmer

I perioden februar 2009 til marts 2010 blev der udarbejdet tre forskellige analyser, som skulle belyse, om forskningsrådsmedlemmer havde en større succesrate for egne ansøgninger end øvrige ansøgere.

Den første analyse blev bestilt af det eksterne panel, der blev nedsat for at evaluere forskningsrådssystemet. Den analyse igangsættes i februar og offentliggøres den 22. juni 2009. Den anden undersøgelse var uddybende i forhold hertil og blev forestået af en ekstern undersøger, dr.polit. Inge Thygesen. Analysen blev igangsat den 6. april 2009 og blev ligeledes offentliggjort 22. juni 2009. Den tredje analyse blev iværksat af bestyrelsen for Det Frie Forskningsråd i november 2009 og var en analyse af succesrater for rådsmedlemmer i Det Frie Forskningsråd før, under og efter rådsmedlemskab. Den offentliggøres 15. marts 2010. Ud over disse egentlige analyser havde Forsknings- og Innovationsstyrelsen i januar 2009 også udarbejdet en ministersag om emnet.

Nedenfor følger en oversigt over disse analyser, og hvordan de indgik i evalueringspanelets arbejde.

I november 2008 nedsatte daværende videnskabsminister Helge Sander et panel på seks personer, som fik til opgave at evaluere forskningsrådssystemet. Evalueringen blev igangsat på baggrund af en revisionsbestemmelse i den daværende lov nr. 552 af 17. juni 2008 om forskningsrådgivning (se afsnit II. nedenfor). Koncerndirektør Søren Isaksen fra NKT Holding var formand og tidligere direktør Christian Thune, direktør Gurli Martinussen, administrerende direktør Arvid Hallén, rektor Harriet Wallberg-Henriksson og professor Kirsten Hastrup var medlemmer. Kommissoriet er appendix 3 i panelets endelige rapport, men kan også ses her:

Evalueringspanelet analyserer en række spørgsmål og indsamler dokumentation og igangsætter analyser i forbindelse med sit arbejde. På sine første møder drøfter panelet bl.a. forskellige ofte hørte fordomme om forskningsrådssystemet, som de vil undersøge. En af disse er, at ansøgninger fra siddende medlemmer af forskningsråd har større succesrate – bl.a. målt som bevilget beløb i forhold til ansøgt beløb – end andre ansøgere.

Primo januar 2009 spørger daværende videnskabsminister Helge Sander direktør for Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Inge Mærkedahl, hvordan succesraten er for ansøgninger fra medlemmer af forskningsrådene i forhold til andre forskeres ansøgninger.

15. januar 2009 afsendes ministersag fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen til Videnskabsministeriets departement, der besvarer spørgsmålet fra den daværende videnskabsminister på baggrund af data og ansøgningsmønstre i 2007. Sagen underskrives af departementschef Uffe Toudal Pedersen 19. januar 2009. Ministersagen kan ses her (idet der dog af hensyn til forskernes originale ideer er slettet projekttitler for de medlemmer, som ikke fik bevilling):

I februar 2009 bestiller evalueringspanelet en analyse hos Forsknings- og Innovationsstyrelsen af succesraten for medlemmer af alle forskningsråd og programkomiteer for 2004-08. Den udarbejdes i løbet af foråret 2009 og offentliggøres den 22. juni. Panelet præsenterer den og øvrigt baggrundsmateriale på en konference den 24. juni 2009:

Medio marts giver daværende videnskabsminister, Helge Sander, 30 anonyme spørgsmål til departementschef Uffe Toudal Pedersen. De indeholder kritiske spørgsmål til bevillingspraksis i Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom (FSS). Dokumentet kan ses her:

Forsknings- og Innovationsstyrelsens direktør, Inge Mærkedahl, modtager dokumentet umiddelbart efter, og styrelsen begynder at undersøge påstande og data.

25. marts 2009 modtager Forsknings- og Innovationsstyrelsen en formel bestilling fra Videnskabsministeriets departement, der på vegne af daværende videnskabsminister Helge Sander beder om besvarelse af de 30 anonyme spørgsmål. Forskningsrådet orienteres om sagen.

Ultimo marts 2009 modtager daværende videnskabsminister Helge Sander et udkast af 27. marts til besvarelse af de 30 spørgsmål. Udkastet kan ses her:

Ultimo marts 2009 modtager Forsknings- og Innovationsstyrelsens direktør Inge Mærkedahl fra daværende videnskabsminister Helge Sander en kuvert med 14 siders bemærkninger til det foreløbige svar på de 30 spørgsmål. Bemærkningerne er anonyme, og dokumentet er udateret. Det kan ses her:

Da dokumentet også udtrykker mistillid til Forsknings- og Innovationsstyrelsen aftaler styrelsesdirektør Inge Mærkedahl og departementschef Uffe Toudal Pedersen med daværende videnskabsminister Helge Sander, at der i stedet for et nyt svar fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen må foretages en ekstern undersøgelse af bevillingspraksis i Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom. Til sammenligning besluttes også at inddrage Forskningsrådet for Natur og Univers (FNU). Departementschef Uffe Toudal Pedersen og direktør Inge Mærkedahl peger på dr.polit. Inge Thygesen som ekstern undersøger.

1. april 2009: Daværende formand for Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom, professor, dr.med. Lars Fugger, sender på vegne af rådet et brev af 1. april til Helge Sander. Rådet skriver, at man ikke vil svare på anonyme anklager. Rådet sender i stedet en generel redegørelse for deres uddelingspraksis og indbyder Helge Sander til møde i rådet. Brevet kan ses her:

1. april 2009: Forsknings- og Innovationsstyrelsen sender ministersag til Videnskabsministeriets departement. Sagen indeholder et forklæde, der resumerer sagen, styrelsens endelige svar på de anonyme spørgsmål, en redegørelse fra Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom om rådets uddelingspraksis og et presseberedskab til daværende videnskabsminister Helge Sander med mulige spørgsmål-svar i sagen.

2. april 2009: Ministersagen behandles i departementet og lægges videre til daværende videnskabsminister Helge Sander. Den indeholder bl.a. den indstilling, at der iværksættes en uvildig undersøgelse af bevillingspraksis i Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom.

6. april 2009: Daværende videnskabsminister Helge Sander skriver OK på ministersagen til en ekstern undersøgelse, og Forsknings- og Innovationsstyrelsens direktør Inge Mærkedahl har møde samme dag med dr.polit. Inge Thygesen. Hele ministersagen med den daværende videnskabsministers kommentarer kan ses her:

Medio/ultimo april 2009: Undersøgelsen forestået af dr.polit. Inge Thygesen om uddelings- og habilitetspraksis i Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom og Forskningsrådet for Natur og Univers igangsættes. Medarbejdere fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen er sekretariat. Dr.polit. Inge Thygesen skriver selve rapporten. Undersøgelsen er uddybende i forhold til den ovenfor anførte analyse, som evalueringspanelet bestilte tidligere hos Forsknings- og Innovationsstyrelsen.

Juni 2009: Inge Thygesen-undersøgelsen offentliggøres sammen med det øvrige baggrundsmateriale den 22. juni og præsenteres af evalueringspanelet på konference 24. juni. Undersøgelsen kan ses her:

August 2009: Såvel analysen som undersøgelsen citeres og anvendes af evalueringspanelet, jf. panelets endelige rapport, ss. 42-44, som blev offentliggjort 26. august 2009:

November 2009: Bestyrelsen for Det Frie Forskningsråd beslutter som opfølgning på sagen at iværksætte en analyse af succesrater for rådsmedlemmer af forskningsrådene mellem 2001-08. I analysen sammenholdes de pågældende personers succesrate før, under og efter, de var medlem af et forskningsråd. Den offentliggøres den 15. marts 2010. og kan ses her:

II. Processen for revision af lov om forskningsrådgivning i 2010

I 2008 blev lov om forskningsrådgivning m.v. ændret, jf. lov nr. 552 af 17. juni 2008. Hovedemnerne for lovrevisionen var forskeruddannelse, forskningssamarbejde med Færøerne og Grønland, Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed m.v. Folketinget besluttede samtidig ved en ændring af lovens § 40, at loven skulle revideres igen i folketingsåret 2009-10 på baggrund af en evaluering af forskningsrådssystemet. Evalueringen skulle initieres af daværende videnskabsminister Helge Sander, og det blev pålagt videnskabsministeren at drøfte kommissoriet for evalueringen med forligskredsen bag loven, jf. bemærkningerne til lovforslaget L 104 fremsat 12. marts 2008.

  • Evalueringen af forskningsrådssystemet blev som nævnt foretaget i 2008-2009, jf. ovenfor.

I 2009 påbegyndtes den lovpålagte lovrevision.

Efter drøftelser i forligskredsen bag loven blev der indgået Aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten om revision af lov om forskningsrådgivning m.v. (17. december 2009). Liberal Alliance tilsluttede sig efterfølgende forliget:

  • I 2010 blev udkast til lovforslag sendt i offentlig høring (14. januar 2010):
  • Lovforslag L 192 blev fremsat i Folketinget 26. marts 2010 af videnskabsministeren:
  • Lovforslaget blev førstebehandlet 16. april 2010 i Folketinget:
  • Udvalgsbehandling (Udvalget for Videnskab og Teknologi):

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling den 28. maj 2010:

  • Lovforslag som vedtaget af Folketinget efter 3. behandling den 4. juni 2010:

Supplerende anonymt spørgsmål modtaget i lovprocessen 2. december 2009 samt svar herpå

Handlinger tilknyttet webside