Du er her: Forside Aktuelt Nyheder 2014 20,3 millioner til nyt nationalt lasercenter

20,3 millioner til nyt nationalt lasercenter

Et nationalt center skal udvikle, koordinere og formidle viden om avanceret laserteknologi og anvendelse af laser inden for industri og forskning. Uddannelsesministeriet har bevilget 20,3 millioner kroner til projektet fra forskningsinfrastrukturpuljen.

07. januar 2014

Der findes et stort og uudnyttet potentiale i avanceret laserteknologi. Derfor skal et nyt nationalt center nu være det naturlige nationale kontaktpunkt, som formidler og koordinerer viden om området.

Uddannelsesminister Morten Østergaard har valgt at støtte projektet DANLASE - Danish National Laser Center med 20,3 millioner kroner fra forskningsinfrastrukturpuljen.

Målet er at holde Danmark i front på området og gøre de danske laserbaserede forskningsgrupper til attraktive og førende partnere i forbindelse med de kommende Horizon 2020-forskningssamarbejder og europæiske forskningsinfrastrukturprogrammer. Sideløbende hermed vil DANLASE medvirke til at støtte og stimulere anvendelsen af laserbaserede teknikker i dansk industri og dermed styrke danske virksomheder i den internationale konkurrence om højteknologiske arbejdspladser.

- Laserteknologi udgør grundstammen i en bred vifte af tekniske og videnskabelige discipliner, og potentialet inden for forskning, uddannelse og innovation er enormt. Derfor er DANLASE en særdeles vigtig investering, som skal skabe videnskabelig og industriel interesse for dansk industri og forskning. Samtidig er laser- og optisk teknologi et godt udgangspunkt for innovation og jobskabelse, og jeg håber at mange nye studerende vil få blik for potentialet på området, når vi med investeringen nu får faciliteter i verdensklasse, siger Morten Østergaard.

Gennem DANLASE vil der blive opbygget nye avancerede laserlaboratorier på Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet. DANLASE vil også omfatte allerede eksisterende laserfaciliteter i Danmark. På Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet findes laserfaciliteter, der kan komplementere laboratorierne på AU og DTU og gennem en tilknytning til DANLASE effektivt vil bidrage yderligere til udvikling af erhvervsliv og forskning og uddannelse inden for laserteknologi.

Om forskningsinfrastrukturpuljen

Uddannelsesministeren har i 2013 valgt at støtte i alt to store projekter fra kataloget ”Dansk roadmap for forskningsinfrastruktur 2011” med i alt 35,6 millioner kroner fra forskningsinfrastrukturpuljen.

Projekterne er valgt, fordi de kan forbedre rammebetingelserne for dansk forskning væsentligt og udgøre et solidt fundament for dansk forsknings videre udvikling.

Det andet projekt, uddannelsesministeren har valgt at støtte, er en styrkelse af dansk registerforskning.

Læs mere om projektet:

  • Forskningsinfrastruktur betegner den brede vifte af avancerede værktøjer og faciliteter som er nødvendige for, at forskning kan udføres.
  • I 2011 udgav det daværende Videnskabsministerium ’Dansk roadmap for forskningsinfrastruktur 2011’, der er et samlet og prioriteret katalog over de nationale behov for forskningsinfrastruktur. Kataloget angiver en strategisk retning for den nationale indsats på området.
  • Roadmap’en identificerer i alt 19 forslag til projekter eller initiativer, som samlet er prioriteret højest af de danske forskningsmiljøer og -institutioner. Syv af disse initiativer er allerede iværksat.

For yderligere oplysninger, kontakt Styrelsen for Forskning og Innovation:

Kontorchef Peter Sloth, tlf. 7231 8290, e-mail: pesl@fi.dk
Presse- og kommunikationskonsulent Steen Bruun Jensen, tlf. 4132 6030, e-mail: sbj@fi.dk

Kontakt DANLASE:

Professor Søren Rud Keiding, Aarhus Universitet, tlf. 2899 2061, e-mail: keiding@chem.au.dk

Senest opdateret 07. januar 2014