Gå til indhold

35 nye internationale forskernetværk søger danske medlemmer

03. juli 2017
COST-aktioner er overskriften for en række internationale forskernetværk, der skal bane vejen for ny, banebrydende videnskab. Nu kan danske forskere og virksomheder søge om at blive medlem i et af de 35 netværk, der spænder fra forskning i tørkeområder over spilteori til kvanteteknologier.

De 35 nye COST-aktioner har til formål at styrke den europæiske forsknings- og innovationskapacitet inden for udvalgte videnskabelige discipliner og forberede deltagerne til at være med i forskningsprojekter under Horizon 2020. COST-aktionerne finansierer blandt andet træningsskoler, seminarer og forskeres adgang til forskningsinfrastruktur.

Netværkenes organisering

Hvert forskernetværk er organiseret omkring en managementkomité og en række arbejdsgrupper. Til hver managementkomité kan Styrelsen for Forskning og Uddannelse nominere op til to danske medlemmer og tre suppleanter. I midten af september 2017 begynder processen med at nominere danske medlemmer til aktionernes managementkomitéer.  

Sådan kommer du med i en COST-aktions managementkomité

Ønsker du, at Styrelsen for Forskning og Uddannelse skal nominere dig til en managementkomité, skal Styrelsen have dit CV samt en kort redegørelse for, hvordan din forskning passer ind i aktionen. Materialet sendes til fuldmægtig Lasse Wolthers på e-mail law@ufm.dk. Det er også muligt at kontakte Lasse Wolthers ved behov for yderligere information (bemærk ferie 10.-30. juli 2017).

Fristen for interessetilkendegivelse er den 10. september 2017.

Da der er begrænsede pladser i de enkelte managementkomitéer, udvælges deltagere på baggrund af kriterier, der sikrer bedst mulige spredning i forhold til deltagende institutioner, køn og alder.

Yderligere information om COST-aktioner

Yderligere information

Handlinger tilknyttet webside