Gå til indhold

Danmark stadig i top på innovation i Europa

21. juni 2017
Igen er Danmark placeret som nummer to over de mest innovative lande i EU i Europa-Kommissionens store rapport om innovation. Region Hovedstaden er en af EU's mest innovative regioner.

Danmark er for tredje år i træk kun overgået af Sverige som det mest innovative land i EU.

Det viser den nye udgave af ”European Innovation Scoreboard”, som er Europa-Kommissionens årlige opgørelse, der sammenligner og vurderer forsknings- og innovationsindsatsen i EU-landene.

Det er især på grund af gode rammebetingelser for innovation, HR og attraktive forskningssystemer, at Danmark klarer sig godt.

På det regionale indeks er Region Hovedstaden den næstbedste region i EU kun overgået af Stockholms-området.

På verdensplan fortsætter EU med at være mindre innovativ end Sydkorea, USA og Japan, og væksten i innovation i EU betegner Europa-Kommissionen som for langsom. Regeringen har for nylig peget på det samme, og angivet innovationsudfordringen som en af mærkesagerne for Danmark i et tidligt positionspapir til det næste rammeprogram for forskning og innovation i EU.

Handlinger tilknyttet webside