Du er her: Forside Aktuelt Nyheder 2017 Det Europæiske Forskningsråd satser på ekstra store forskningsprojekter

Det Europæiske Forskningsråd satser på ekstra store forskningsprojekter

Forskningsbevillinger fra det Europæiske Forskningsråd (ERC) er normalt personlige og gives til én forsker. I et nyt opslag for ERC Synergy Grants giver ERC nu mulighed for, at to til fire topforskere i fællesskab kan søge om op til 10 millioner euro til ekstra store forskningsprojekter.

08. august 2017

Bevillinger fra ERC Synergy Grants har tidligere været uddelt i 2012 og 2013, og ifølge en evaluering af de støttede forskningsprojekter har projekterne været meget succesfulde og haft stor videnskabelig impact. Derfor afsætter ERC nu i alt 250 millioner euro til ekstra store forskningsprojekter med op til fire topforskere i spidsen. Fristen for at søge i år er den 14. november 2017. I efteråret 2018 kommer endnu en mulighed for at søge.

Krav til ansøgere

Fakta

Et ERC Synergy projekt kan vare i op til seks år. Man kan søge om op til 10 millioner euro til dækning af projektudgifter. Hvis man har særlige udgifter til at påbegynde projektet som for eksempel indkøb af særligt dyrt udstyr, kan man søge om op til 4 millioner euro ekstra.

For at opnå støtte skal de involverede topforskere bringe deres viden, kompetencer og ressourcer sammen og skabe en ny synergi, der kan løse ambitiøse forskningsproblemer, sikre paradigmeskift og bringe forskningsgrene i nye retninger. Alle topforskere, der går sammen for at søge et ERC Synergy Grant, skal have excellente CV’er og publikationslister. Ansøgere kan komme fra alle faglige discipliner, da de selv skal definere projektet.

Ansøgningsfrist

Fristen for at søge i år er den 14. november 2017, og i efteråret 2018 kommer der endnu en frist.

Evaluering

Ansøgninger om ERC Synergy Grants vil bliver evalueret i tre trin, hvor sidste trin er et interview i Bruxelles.

Informationsmøde om ERC Synergy Grants den 14. september på DTU

For at klæde ansøgere i Danmark på til at søge ERC Synergy Grants holder Styrelsen for Forskning og Uddannelse et kort informationsmøde på DTU om ERC Synergy Grants. Der er få ledige pladser.

Senest opdateret 08. august 2017