Du er her: Forside Aktuelt Nyheder 2017 Video: Se oplæg om rummets mange muligheder

Video: Se oplæg om rummets mange muligheder

Skal landbrug drives fra rummet? Hvad er hemmeligheden bag succesfuld anvendelse af data? Dette er nogle af de emner, der blev diskuteret på en workshop om rummets mange muligheder. Se de filmede oplæg på ufm.dk/brugrummet
Kontakt
Specialkonsulent
Telefon: +45 72 31 82 84
E-mail: ct@ufm.dk

23. marts 2017

I begyndelsen af marts 2017 mødtes 250 danske landmænd, forskere, rådgivere og app-udviklere til en workshop i Aarhus for at høre, hvordan de kan udnytte data fra rummet til at finde nye smarte løsninger med EU-Kommissionens jordobservationsprogram Copernicus. Workshoppen havde til formål at inspirere kommuner, forskere og virksomheder til at komme i gang med at bruge data fra rummet. Det er nu muligt at se eller gense de danske oplæg og præsentationer fra workshoppen.

Jorden set fra rummet ved Andreas Mogensen

Hør Andreas Mogensen fortælle om, hvad satellitbilleder giver os af muligheder for at reagere på forandringer næsten real time.

Præcisionslandbrug ved Jens Elbæk

"Skal landbrug drives fra rummet?" spørger Jens Elbæk fra landbrugets videncenter SEGES. Og han svarer selv: "Ja, hvorfor ikke? Der er i hvert fald et fantastisk overblik derude fra." Sådan kunne nytten af EU’s jordobservationsprogram Copernicus opsummeres meget kort. Hør hvordan Jens Elbæk forklarer.

Klimatilpasning ved Carlo Sass Sørensen

Hør Carlo Sørensen fortælle om, hvordan klimatilpasninger skal være datadrevet og videndrevet men mest af alt brugerdrevet.

Adgang til og brug af data ved Rasmus Borgstrøm

Hør Rasmus Borgstrøm fra DHI Gras fortælle, hvordan virksomheden lykkes med at skabe sorte bundlinjer med data fra rummet. Hemmeligheden er nysgerrige medarbejdere og gratis data, og målet at erstatte dyrt, risikabelt og besværligt arbejde med smarte løsninger.

Drukner vi? Ved Joanna Levinsen fra SDFE og Ole Baltazar Andersen fra DTU Space

Hør Joanna Levinsen og Ole Baltazar Andersen fortælle om Thyborøn havn, der synker 1-2 cm om året og dermed synker i havet. Det er afgørende for byplanlægningen og dermed kommunens økonomi at have pålidelige informationer.

Næste workshop afholdes i Lund

Den danske workshop er blot en i rækken af workshops, som EU-Kommissionen afholder i samarbejde med medlemslandene. Næste Copernicus workshop holdes 10.-11. maj 2017 i Lund i Sverige, og alle er velkomne.

Senest opdateret 24. marts 2017