Gå til indhold

Danske fødevareforskere knytter stærkere bånd til Brasilien

20. november 2012
En bredt sammensat delegation af forskere og ph.d.-studerende fra en række danske universiteter mødes i disse dage i Rio de Janeiro med kolleger fra den brasilianske fødevareforskningsinstitution, Embrapa, for at udvikle og styrke det dansk-brasilianske samarbejde indenfor fødevareforskning.

Pressemeddelelse fra Styrelsen for Forskning og Innovation

Danske forskere og ph.d.-studerende fra de fleste af landets universiteter mødes i disse dage med kolleger fra den brasilianske fødevareforskningsinstitution, Embrapa i en fælles workshop. Målet er at videreudvikle de bånd, som blev knyttet allerede sidste år da Styrelsen for Forskning og Innovation sammen med forskere fra flere danske universiteter afholdt den første workshop med Embrapa. Deltagerne skal diskutere og udvikle fælles forskningsprojekter, og det er håbet, at workshoppen munder ud i to-tre konkrete forslag til forskningsprojekter, som kan søges finansieret på nationalt eller europæisk plan.

Selvom Brasilien allerede i dag er et af verdens førende fødevareproducerende lande, har landet et kæmpe potentiale for yderligere vækst. Det stiller nye og større krav til blandt andet bæredygtige produktionsforhold og fødevaresikkerhed – områder hvor danske universiteter og forskere igennem flere år har opbygget stor ekspertise.

”Brasilien er en særdeles interessant samarbejdspartner for os, og netop landbrug og fødevareområdet er et af de centrale områder i Uddannelsesministeriet og de danske universiteters øgede engagement i Brasilien. Forskningen inden for landbrug og fødevarer i Brasilien er steget betydeligt i det seneste årti, og landet står i dag alene for cirka seks procent af verdens samlede videnskabelige produktion på området”, siger Hans Müller Pedersen, direktør for Styrelsen for Forskning og Innovation under Uddannelsesministeriet.

Embrapa er en sektorforskningsinstitution under det brasilianske Landbrugsministerium med 38 forskningscentre spredt over det meste af landet. Embrapa har samlet mere end 8000 ansatte, hvoraf flere end 2000 er forskere. Det dansk-brasilianske samarbejde på fødevareområdet sker primært med forskere fra Embrapa Food Science i Rio de Janeiro, men også repræsentanter fra flere af Embrapas øvrige centre vil deltage i workshoppen.

Yderligere oplysninger

Direktør Hans Müller Pedersen, telefon 7231 8210, email
Kontorchef Kim Brinckmann, telefon 7231 8240, email

Handlinger tilknyttet webside