Gå til indhold

26 millioner kroner uddelt til forskning i folkeskolen

08. december 2014
11 nye forskningsprojekter inden for grundskoleforskning har modtaget bevillinger på i alt 26 millioner kroner fra Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning til at udvikle ny viden om læring, pædagogik og undervisning i folkeskolen.

Inklusion, fagdidaktik og skoleelevers sociale baggrund er blandt emnerne i 11 nye forskningsprojekter inden for folkeskoleområdet.

Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning har uddelt 26 millioner kroner til ph.d.-projekterne, der skal være med til at give størst muligt udbytte for alle elever i folkeskolen og styrke deres forudsætninger for at uddanne sig og få et job.

Nogle af projekterne handler om inklusion, fagdidaktik og tests. Andre projekter fokuserer blandt andet på, hvordan elever med læsevanskeligheder forstår litteratur, hvordan elever oplever feedback, og hvordan indflydelse fra elevers sociale baggrund kan reduceres.

- Undervisningen i folkeskolen skal bygge på forskningsbaseret viden. Med disse ph.d.-projekter får vi mere viden om børns adfærd og læring i skolen og om gode metoder til undervisning i blandt andet matematik, dansk og fremmedsprog. Resultaterne af forskningen skal nå helt ud til lærerne og pædagogerne i folkeskolen, så de kan bruge den nye viden til at forbedre undervisningen og implementere folkeskolereformen, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

Alle ph.d.-projekterne indeholder en plan for, hvordan resultaterne af projekterne og den opnåede viden skal formidles til for eksempel lærere i folkeskolen. De ph.d.-studerende vil sideløbende med deres forskning kunne bidrage til undervisningen på læreruddannelsen, og efter endt ph.d.-uddannelse kan de undervise på læreruddannelsen og dermed være med til at styrke det faglige niveau.

Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning

  • Ph.d.-projekterne er praksisnære, og de udføres alle i et etableret samarbejde mellem et universitet og en professionshøjskole.
  • Alle ph.d.-projekterne indeholder en plan for, hvordan resultaterne af forskningen kan omsættes til praksis.
  • De ph.d.er, der uddannes med bevillingerne fra Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning, vil efterfølgende kunne undervise på en professionshøjskole.
  • Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning er udpeget af uddannelses- og forskningsministeren og administreres på Aarhus Universitet.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Kontorchef Lars Beer Nielsen, tlf.: 7231 8910, e-mail: lni@uds.dk
Presse- og kommunikationsansvarlig Carina Elkott, tlf.: 5090 0549, e-mail: care@uds.dk

Handlinger tilknyttet webside