Du er her: Forside Aktuelt Pressemeddelelser 2016 Flere virksomheder køber adgang til danske opfindelser

Flere virksomheder køber adgang til danske opfindelser

Virksomheder har indgået langt flere aftaler med universiteterne om brug af opfindelser, og flere samarbejdsaftaler på forskningsområdet involverer private virksomheder. Det er vigtigt med godt samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv, understreger ministeren.

27. december 2016

Det går rigtig godt med samarbejdet mellem universiteter og erhvervslivet på flere punkter.

Der bliver fortsat indgået markant flere forskningssamarbejdsaftaler, der involverer private virksomheder, end i tidligere år, og langt flere virksomheder end tidligere har indgået licens-, salgs- eller optionsaftaler om rettighederne til at bruge den nye teknologi, som forskerne opfinder. Samtidig går det rigtig godt med at skabe virksomheder, som udspringer af forskning på universiteterne. Det viser en ny opgørelse ’Offentlig-privat samspil om forskning’.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind glæder sig over, at samarbejdet mellem universiteter og erhvervslivet går godt:

- Det er vigtigt, at universiteterne samarbejder med erhvervslivet på en bred front, så der bliver skabt nye spinouts, licensaftaler og andre forskningssamarbejdsaftaler. Ny viden kan skabe nye eller bedre produkter, for eksempel velfærdsteknologi, som giver ældre mere frihed i hverdagen eller ny medicin med færre bivirkninger. Samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv er derfor med til at skabe vækst, nye arbejdspladser og til at gøre vores hverdag bedre, siger ministeren.

Aalborg Universitet tager førertrøjen på licensaftaler

Aalborg Universitet er det universitet, der har indgået flest licens-, salgs- og optionsaftaler med virksomheder om at købe adgang til universitetets opfindelser. Antallet af aftaler er steget fra 50 i 2014 til 77 i 2015. På 2. pladsen ligger Københavns Universitet, som indgik 26 aftaler med virksomheder i 2015.

I 2015 indgik de offentlige forskningsinstitutioner tilsammen 190 licens-, salgs- og optionsaftaler, hvilket er en stigning på 54 procent i forhold til 2014, som var det hidtidige rekordår, og dermed det absolut højeste niveau i statistikkens historie.

Indgåede licens-, salgs- og optionsaftaler opdelt på institutionstyper. Antal, 2000-2015

Indgåede licens-, salgs- og optionsaftaler opdelt på institutionstyper

Øvrige tal fra statistikken

  • Spinout-virksomhedernes overlevelsesrate efter seks år ligger på 58 procent på et højt niveau. Dertil vokser de overlevende spinout-virksomheder til i gennemsnit cirka 10 årsværk seks år efter opstart.
  • Over de seneste 5 år har der været en stigning på 29 procent i antallet af forskningssamarbejdsaftaler, der involverer private virksomheder.
  • De offentlige forskningsinstitutioner indgår aftaler med virksomheder i hele landet. 66 procent af aftalerne bliver indgået med virksomheder lokaliseret i Region Hovedstaden.
  • 45 procent af forskningssamarbejdsaftalerne er indgået med virksomheder, der har færre end 50 ansatte. 22 procent er indgået med virksomheder med mere end 1.000 ansatte.

Nyt navn: Viden til vækst

Publikationen ”Viden til vækst – offentlig-privat samspil om forskning” har tidligere heddet ”Kommercialisering af forskningsresultater”. Det er den årlige statistik for de offentlige forskningsinstitutioners teknologioverførsel og forskningssamarbejder. Det nye navn afspejler, at statistikken har fået et mere dækkende billede af det vidensamspil, der eksisterer mellem de offentlige forskningsinstitutioner og erhvervslivet. Publikationen giver en bredere indsigt i de offentlige forskningsinstitutioners samspil med erhvervslivet om forskning.

Viden til vækst er baseret på data fra indberettet fra forskningsinstitutionerne samt andre statistiske kilder.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressesekretær Jakob Sejr Teichert, Uddannelses- og Forskningsministeriet, tlf.: 72 31 95 03 e-mail: jte@ufm.dk

Senest opdateret 27. december 2016