Du er her: Forside Aktuelt Pressemeddelelser 2016 Nu letter Danmarks første dronestrategi

Nu letter Danmarks første dronestrategi

Droner har et stort potentiale for at styrke produktivitet og vækst. Det vil regeringen gerne fremme. Derfor fremlægger regeringen i dag Danmarks første dronestrategi. Målet er at styrke vidensbroen mellem danske virksomheder og forskere for at udvikle droneteknologien og skabe nye arbejdspladser.

23. september 2016

Droner kan overtage og effektivisere en lang række svære og farlige opgaver, der i dag enten udføres manuelt eller slet ikke udføres. Danske virksomheder, forskere og myndigheder benytter sig allerede af droner inden for energi og forsyning, off-shore-aktiviteter, landbrug, fiskeri, natur- og miljøbeskyttelse og geografiske data.

Men der er endnu et stykke vej, før mulighederne i droneteknologien kan udnyttes fuldt ud og omsættes til vækst og job i hele Danmark. Den udvikling ønsker regeringen at styrke og præsenterer i dag en ambitiøs strategi for droner. Samtidig afsætter uddannelses- og forskningsministeren 30 millioner kroner til en ny national droneforskningsinfrastruktur.

- Droneteknologien giver i dag muligheder, som få havde forestillet sig for blot få år siden. Det er vigtigt, at lovgivning, forskning og erhvervsliv følger med, så vi kan omdanne viden til værdi. Med en national dronestrategi vil regeringen skabe grundlag for en både ambitiøs og forsvarlig brug af droner i fremtiden, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.

Strategiarbejdet er sket sideløbende med, at en ny regulering for droneflyvning er under udarbejdelse i Transport- og Bygningsministeriet.  De nye regler skal skabe klare vilkår for virksomheders brug af droner under hensyn til flyvesikkerhed og privatlivets fred.

- Jeg er glad for, at vi i maj for første gang fik en lov på droneområdet. Det er et område i rivende udvikling, hvilket jeg også oplevede ved et round table-møde med aktører fra dronebranchen i foråret. Det er min målsætning, at vi i Danmark fortsat skal være førende på droneområdet. Og med den nye lov har vi lagt fundamentet for vækst og arbejdspladser inden for dette felt. Jeg er glad for, at vi i dag kan præsentere regeringens dronestrategi her i Odense, hvor vi også fremadrettet ønsker at have et internationalt dronetestcenter i HCA Airport, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

I strategien fremhæves 6 områder og 23 konkrete initiativer. Af områder kan nævnes forskning i droneteknologi, etablering af internationalt attraktive testfaciliteter i Danmark, styrkede uddannelsesaktiviteter og eksportfremme på området. Af initiativer kan nævnes uddannelsesforløb om droner for Beredskabsstyrelsens indsatsledere og droneførere, en task-force der skal arbejde for, at der løbende kan testes droner ved HCA Airport på Fyn, og så skal nye droneførere lære reglerne for privatlivets fred, sikkerhed og meteorologi på godkendte droneskoler.

Uddannelses- og forskningsministeren afsætter 30 millioner kroner til en national drone-forskningsinfrastruktur ved navn UAS-ability, der består af tre centre til forskning i droneteknologi ved Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet. Forskningsinfrastrukturen er et forslag fra Dansk Roadmap for Forskningsinfrastruktur 2015 og støttes af flere andre universiteter og forskningsinstitutioner samt erhvervsliv.

Som oplæg til forhandlingerne om forskningsreserven senere på efteråret foreslår regeringen at afsætte midler til forskning og innovation i droneteknologi.


 For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressekonsulent Trine Søndergaard, Uddannelses- og Forskningsministeriet, tlf. 7231 8009, tri@ufm.dk

Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, Transport- og Bygningsministeriet, tlf. 2129 0733, mon@trm.dk 

Senest opdateret 21. december 2016