Gå til indhold

Dansk forskning har hentet over 4 milliarder kroner fra EU

04. april 2017
Danske virksomheder og forskningsinstitutioner er gode til at hente penge hjem fra EU's forsknings- og innovationsrammeprogram Horizon 2020. Sammenlignet med andre lande ligger Danmark på en flot tredjeplads målt på andel per indbygger.

Siden EU's rammeprogram Horizon 2020 startede i 2014 har danske forskere og virksomheder modtaget 4,12 milliarder kroner til 967 forskellige projekter, viser seneste opgørelse fra Europa-Kommissionen. Den samlede andel af midler til Danmark er faldet en smule til 2,45 procent fra 2,52 procent i oktober 2016. Andelen er dermed under målet om 2,5 procent af det samlede budget på ca. 558 milliarder kroner i årene 2014-2020.

På trods af den lille nedgang i andelen fastholder Danmark 10. pladsen over lande, der modtager flest midler fra Horizon 2020. Målt i forhold til indbyggertal ligger Danmark på 3. pladsen, hvilket er en fremgang siden oktober 2016, hvor Danmark lå på 4. pladsen.

- De milliarder af kroner, som Danmark har hentet hjem fra EU, er et vigtigt løft for danske forskere og virksomheder. Midlerne er med til at bringe dansk forskning og innovation op på et højere niveau til gavn for borgere og virksomheder. Jeg ved, der er hård konkurrence om EU-midlerne. Den gode danske placering blandt EU-landene vidner om, at danske forskere og virksomheder er i den absolutte elite, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Den lille nedgang skyldes først og fremmest, at Danmark samlet set klarede sig ekstraordinært godt i Horizon 2020s første år. Det er derfor ikke overraskende med en lille nedgang. Styrelsen for Forskning og Uddannelse er lige nu ved at udarbejde en strategi for at øge dansk deltagelse i rammeprogrammet, hvilket sker i tæt samarbejde med de danske forsknings- og innovationsmiljøer.

Næste opgørelse over den danske deltagelse i Horizon 2020 forventes offentliggjort i oktober 2017.

Om Horizon 2020:

  • Horizon 2020 er EU’s rammeprogram for forskning og innovation, der gælder for årene 2014-2020 med et budget på cirka 558 milliarder kroner. Siden 2014 er der bevilget knap 169 milliarder kroner, og deraf har Danmark hentet 4,12 milliarder kroner på programmet.
  • Programmet yder projektfinansiering til blandt andet forskere, virksomheder, iværksættere, organisationer og regioner.
  • EU-DK Support netværket rådgiver danske ansøgere om Horizon 2020.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Kontorchef Katrine Nissen, Styrelsen for Forskning og Uddannelse, tlf.: 7231 8240, e-mail: katn@ufm.dk

Pressesekretær Jakob Sejr Teichert, Uddannelses- og Forskningsministeriet, tlf.: 7231 9503 e-mail: jte@ufm.dk

 

Handlinger tilknyttet webside