Du er her: Forside Aktuelt Pressemeddelelser 2017 Flot støtte til forskning fra private fonde

Flot støtte til forskning fra private fonde

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at private fonde sidste år donerede otte milliarder kroner til dansk forskning. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind roser fondenes investeringer i forskning og Danmarks fremtid.

28. juni 2017

Sidste år donerede private fonde og fondslignende foreninger 16,7 milliarder kroner til forskellige formål, for eksempel videnskabelige, kulturelle og sociale formål. Næsten halvdelen af de 16,7 milliarder gik til forskning på universiteterne.

Det glæder uddannelses- og forskningsminister Søren Pind:

- Forskning er med til at bringe os godt ind i fremtiden. Derfor er det positivt, at fondene prioriterer forskning højt. Gennem forskning bliver vi bedre til at udvikle nye materialer og ny medicin, forbedre vores sundhedssystem og imødekomme fremtidens arbejdsmarked, som er præget af ny teknologi og kunstig intelligens. Derfor spiller forskning en vigtig rolle, siger Søren Pind.

Det er især forskning i sundhedsvidenskab og naturvidenskab, der har fået støtte fra de private fonde. De private fonde har derudover støttet videregående uddannelse med 241 millioner kroner.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Kontorchef Nicolai Zarganis, tlf.: 7231 8410, e-mail: niza@ufm.dk
Pressetelefonen: 7231 8181

Senest opdateret 28. juni 2017