Du er her: Forside Blogs Jeppe Dørup Olesen Velkommen! Uddannelses- og Forskningsudvalget på besøg i Silicon Valley

Velkommen! Uddannelses- og Forskningsudvalget på besøg i Silicon Valley

I september besøgte uddannelses- og forskningsordførerne Silicon Valley og en række universiteter og virksomheder i området med fokus på uddannelse, forskning og entreprenørskab. Besøget var den første opgave for mig som ny innovationsattaché i Silicon Valley - læs her, hvordan det gik.

08. november 2016

Jeppe Dørup Olesen

Jeppe Dørup Olesen blogger fra Silicon Valley, USA

I starten af september måned besøgte uddannelses- og forskningsordførerne Silicon Valley og en række universiteter og virksomheder i området. Besøgsprogrammet handlede om den særlige kombination af uddannelse, forskning og entreprenørskab, der findes i dalen syd for San Francisco.

Uddannelses- og forskningsudvalget besøgte det forskningsintensive Stanford University, hvor forskere præsenterede ’cutting edge’ energiforskning og Berkeley, hvor emnet var ’vejen fra forskningsideer til virksomhed’. De mere uddannelsesrettede institutioner i Californien hedder ’State Universities’, hvor udvalget var på besøg i både San Jose og San Francisco for at høre om online-læring og universiteternes samarbejde med virksomheder. San Jose State er det universitet, der uddanner flest medarbejdere til de store tech-virksomheder i dalen som Google, Facebook, Apple, Linkedin osv.

Udvalget på besøg hos Facebook
Welcome to Facebook! Udvalget blev budt velkommen, da det besøgte Facebook i Silicon Valley.

Udvalget besøgte også virksomhederne Apple, Facebook og Agilent til diskussioner om programmering som skolefag (programmering er et fag i mange skoler i Silicon Valley), energiforskning, avanceret medicinsk måleudstyr og soldrevne internetflyvere, som Facebook har udviklet for at kunne levere internetforbindelse i landområder, hvor der ellers ikke er internetinfrastruktur.

I slutningen af ugen besøgte udvalget nogle opstartsvirksomheder, hvor de bl.a. fik demonstreret  Pneubotics’ luftbaserede exo-skeleton, en pneumatisk robotarm, monteret på kroppen. Pneubotics er udviklet på Otherlab i San Francisco.

Ny innovationsattaché i Silicon Valley

Besøget fra uddannelses- og forskningsudvalget var den første opgave, der ventede, da jeg landede som ny forskningsattaché i Silicon Valley den 16. august 2016.

Pneubotics på Otherlab
Carolina Maier (Alternativet) fik demonstreret Pneubotics’ luftbaserede exo-skeleton, en pneumatisk robotarm.

Området er helt fantastisk spændende for forsknings- og uddannelsesområdet. Både på de forskningsintensive universiteter og på de mere uddannelsesfokuserede institutioner er der meget inspiration at hente for danske universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier. Jeg har nu været i USA i halvanden måned og har allerede opdaget, at der er meget stor interesse fra dansk side. Det er vi glade for på innovationscentret, hvor vi står klar til at hjælpe danske aktører med at etablere samarbejder i Silicon Valley.

Senest opdateret 01. december 2016

Kommentarer

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Hvad er 10 + 4 ?
Dit svar: