Du er her: Forside Blogs Nina Espegård Hassel Nytår og nyt ansigt i Shanghai

Nytår og nyt ansigt i Shanghai

Kinesisk nytår faldt tidligt i 2017. Allerede i slutningen af januar. Det er sjældent, at de to nytår – det ene ifølge den gregorianske kalender og det andet ifølge den kinesiske månekalender – falder så tæt.

21. februar 2017

Shanghai skyline
Foto: JASON MRACHINA/flickr

Nina Espegård Hassel

Nina Espegård Hassel blogger fra Shanghai, Kina.

Og det skabte en lidt speciel situation på Innovationscenteret i Shanghai, da flere af vores kollegaer, som har været hjemme i Danmark for at fejre jul og nytår, kun lige nåede at stikke hovedet ind af døren, før det kinesiske nytår ramte med fuld kraft. Det betød begrænset tid til at mødes med de kinesiske kollegaer, som var på vej på årets vigtigste ferie, med alt hvad det indebærer af familiebesøg og festmiddage. I skrivende stund (8. februar) er de to ferieperioder lagt bag os, og alle er tilbage på kontoret i fuld gang med at forberede 2017s aktiviteter.

Og så alligevel ikke. For efter to et halvt år på posten som innovationsattaché vender Nina Espegård Hassel hjem til en stilling i Det Frie Forskningsråds Sekretariat. Hendes afløser, Martin Bech, startede i Bredgade den 6. februar og flytter til Shanghai i løbet af marts. Så Year of the Rooster, som 2017 kaldes i henhold til månekalenderen, bliver fyldt ikke bare med den normale travlhed, men også et nyt ansigt.

Nina har ordet

Jeg har skiftet mellem mange forskellige stillinger både i og udenfor Uddannelses- og Forskningsministeriet gennem de seneste 10 år, så jeg burde egentlig være godt klædt på til at sige farvel og goddag til noget nyt. Men jeg må indrømme, at den sidste uge i Shanghai var svær. Det er ikke nemt at sige farvel til gode kollegaer, som over de seneste to et halvt år er blevet mine venner. Derudover er Shanghai blevet mit hjem, og det er en by, som jeg er kommet til at holde af. Heldigvis bliver jeg i ’familien’, da jeg vender tilbage til Uddannelses- og Forskningsministeriet – til en stilling som chefkonsulent i Det Frie Forskningsråds Sekretariat, hvor jeg blandt andet kommer til at arbejde med internationale samarbejde. Derfor er jeg sikker på, at arbejdet også i fremtiden vil bringe mig til Kina og Shanghai. Og er det ikke tilfældet, så kommer jeg herud med min familie på ferie; måske vi så kan nå at få set nogle af de dele af Kina, som jeg endnu ikke har besøgt. Listen er trods alt stadig lang.

Kort efter jeg var kommet til Shanghai i 2014 deltog jeg i en middag, hvor min bordherre netop var på vej hjem til Danmark efter en udstationering i Kina. Han fortalte mig, at det føltes som om, hvert år, han havde været i Kina, havde varet to år. På den gode måde. Der var sket så meget, og han havde nået at sætte mange projekter i gang – og også set dem gennemført. Nu hvor det er mig, der ser tilbage på min tid i Shanghai, kan jeg virkelig også se, hvor meget jeg har nået. Tre gange har jeg gennemført det store og succesfulde Top Talent Denmark initiativ, jeg har afholdt workshops om alt fra smart cities til leg og læring. Jeg har været taler ved et hav af konferencer og møder, hvor jeg har fortalt om forskning, innovation og uddannelse i Danmark og drøftet de mange gode muligheder der er for dansk-kinesisk samarbejde.

Nu giver jeg stafetten videre til Martin, som jeg er sikker på kommer til at holde samme høje tempo, og får gennemført en masse gode projekter sammen med alle de mange interessenter, som jeg har samarbejdet med gennem min tid i Kina.

Tak for denne gang!

Martin har ordet

Jeg var første gang i Shanghai i 1996. Dengang var Pudongs skyline domineret af Pearl Tower og Jinmao Tower. Som billedet ovenfor tydeligt viser, er der blevet tilført ikke så lidt beton, stål og glas siden dengang. Heldigvis har jeg været privilegeret og fået lov til at følge med i udviklingen. Både som studerende i Kina, hvor Shanghai var et yndet udflugtsmål; som Programme Manager på Fudan Universitets Nordic Centre, hvor jeg arbejdede 2008-2011; og som Erhvervs PhD-studerende på SDC, hvor én af mine cases var Tongji University i Shanghai.

Når jeg til marts vender tilbage til Shanghai, er der derfor ikke til en helt ’blank plade’ men til en by, som jeg betragter som mit andet hjem. Alligevel returnerer jeg med en stor portion ydmyghed. Nina har sat gang i utroligt meget, og det bliver sin sag at følge op på. Men jeg glæder mig til udfordringerne og til samarbejdet med kollegaerne i Kina og i Danmark.

Planer for Year of the Rooster

2017s aktiviteter er allerede godt i gang. Vores opdaterede Funding Guide bliver udgivet i disse dage. Og RegionMidt melder sin ankomst i Shanghai i uge 8. De skal holde møder med China East Normal University og Yangzi River Creative Econonomy Cooperation Comission om Innovation and Entrepreneurship in Education. Derudover fortsætter samarbejdet med LEGO, og vi er allerede godt i gang med at planlægge årets Top Talent Denmark, som Martin vil mødes med de danske partnere om i løbet af februar. To name a few.

Ninas nye job

1. februar startede Nina som chefkonsulent med ansvar for Forskningsfaglig rådgivning og internationalisering i Det Frie Forskningsråd Sekretariat. Du kan kontakte hende på: nes@ufm.dk

Lidt om Martin

Martin Bech har en ph.d.-grad i organisationsstudier fra DPU, Aarhus Universitet og Sino-Danish Center (SDC). Han har tidligere været daglig leder af Nordic Centre på Fudan University i Shanghai og senest sekretariatsleder på KU’s Danmark-Kina tænketank - ThinkChina.dk. Du kan kontakte Martin på mbe@ufm.dk / +45 7231 8306 og følge ham på Twitter, hvor han tweeter om Kina-relaterede emner – dog mest indenfor uddannelse, forskning og teknologi.

Martin og Nina med det kinesiske og danske flag

Senest opdateret 21. februar 2017

Kommentarer

Kære Nina, tak for din indsats også for os i RKU omkring Top Talent og den udfordring, det er at nå relevante målgrupper.

Kære RKU.
Det har været en stor fornøjelse at samarbejde med jer og sammen gjort Top Talent Denmark initiativet endnu mere målrettet jeres institutioner.

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Skriv tallet fem.
Dit svar: