Du er her: Forside Blogs Torben Orla Nielsen På hat med statsministeren

På hat med statsministeren

Der er ikke noget som en selfie med statsministeren, der kan sætte gang i drømmene hos håbefulde studenteriværksættere. Det var tydeligt efter statsminister Lars Løkke Rasmussen havde åbnet den dansk-koreanske studenterentrepreneurshipcamp i Seoul i forrige uge under sit officielle besøg i Sydkorea.

07. november 2016

Torben Orla Nielsen

Torben Orla Nielsen blogger fra Seoul, Sydkorea

Statsministerens officielle besøg i Sydkorea den 24. og 25. oktober var en anledning til at sætte spot på den positive udvikling i forsknings- og uddannelsesrelationerne mellem Danmark og Sydkorea. Som en del af delegationen var der inviteret repræsentanter med fra Københavns Universitet, Copenhagen Business School og Danmarks Tekniske Universitet. Ud over universiteterne bestod delegationen primært af virksomheder og organisationer. 

Under den formelle start på studenterentrepreneurshipcamp’en understregede statsministeren blandt andet vigtigheden af denne type initiativer, fordi sandsynligheden for, at vidensbaserede virksomheder vokser sig store, er større, end den har været. Ikke mindst når de udvikles i et internationalt samarbejde.

Statsministeren med danske og koreanske deltagere på entrepreneurshipcamp i Sydkorea
Statsminister Lars Løkke Rasmussen med danske og koreanske deltagere ved studenterentrepreneurshipcamp i Seoul, Sydkorea

Konceptet for camp’en var udviklet i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Copenhagen Business School, Yonsei University i Seoul og det danske innovationscenter i Seoul. I løbet af en uge skulle 10 danske og 10 koreanske studerende udvikle deres forretningside. Desuden var der  indlagt møder med koreanske opstartsvirksomheder, inkubatorer og danske SMV’er på besøg i Korea. Ideerne spændte fra minisatellitter over dating apps og produktionsplatforme for modeindustrien til et nyt reservationssystem for lystbådehavne.

Torsdag kulminerede indsatsen, hvor der skulle findes en vinder. De studerende pitchede deres forretningsmodel over for et panel af investorer, professorer og LEGOs direktør i Korea. Vinderen blev Christian Elkrog Hansen med virksomheden Harba, der vil revolutionere reservations- og betalingssystemer i lystbådehavne globalt. Førstepræmien var laptops sponseret af Microsoft og Lenovo.

Studentercamp’en var ikke den eneste gang, der blev lettet på hatten under det officielle besøg i Sydkorea.  Et af Koreas absolut bedste universiteter, Yonsei University, tildelte statsministeren en æresdoktorgrad i political science for sit arbejde for de dansk-koreanske relationer. Med  æresdoktorgraden fulgte silkekåbe og hat. Ingen tvivl om, at Danmark henset til vores størrelse har en solid relation med Korea på mange områder.

Statsministeren kvitterede for æresdoktorgraden med en gæsteforelæsning om det danske velfærdssystem med titlen ”The Danish Way”. Den efterfølgende spørgelyst blandt publikum viste stor interesse for den danske velfærdsmodel. Når man kommer fra Korea, hvor udgifterne til børns uddannelse er den næststørste post på husholdningsbudgettet, er det især interessant at høre om, hvordan  danske studerende tilbydes gratis universitetsuddannelse. 

Statsministeren på Yonsei University
Statsminister Lars Løkke Rasmussen fik tildelt en æresdoktorgrad på Yonsei University i Sydkorea.

Den gode stemning under statsministerens besøg blev også udnyttet af de danske universiteter, der var fulgt med statsministeren til Korea. Københavns Universitet, Copenhagen Business School, Danmarks Tekniske Universitet og Aarhus Universitet underskrev tilsammen fem aftaler inden for så forskellige områder som forskning i Arktis, plantevidenskab, social welfare, udvikling af entreprenørskabsuddannelser og smart city-løsninger.

Senest opdateret 07. november 2016

Kommentarer

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Hvad er 10 + 4 ?
Dit svar: