Gå til indhold

Agnete Kirkeby

Fagområde: Hjerneiskæmi, neuroprotektion og neuroregenerering

Agnete Kirbeby 

Hvad er mekanismerne bag de positive effekter af EPO og EPO-lignende stoffer på dannelse af nye nerveceller?

 

Videnskabsministeriets EliteForsk-rejsestipendiater

Hormon-proteinet erythropoietin (EPO) er velkendt for dets effekter i knoglemarven, hvor det stimulerer dannelsen af nye røde blodlegemer. Inden for de senere år er det blevet vist, at EPO også udtrykkes i hjernen, og her kan EPO virke ved at beskytte nerveceller, som er udsat for stress eller iltmangel. I mennesker har et pilotforsøg vist, at EPO virker som en lovende behandling til patienter, som har fået en blodprop i hjernen, da EPO kan forbedre funktionsdygtigheden hos disse patienter. I lang tid antog man, at EPO havde samme virkningsmekanisme i hjernen som i knoglemarven, dvs. at EPO virkede via den velkendte EPO receptor. I 2004 udviklede H. Lundbeck A/S et EPO-lignende protein kaldet CEPO, og det viste sig at CEPO, ligesom EPO, kan beskytte nerveceller mod celledød, men til gengæld binder CEPO ikke til EPO-receptoren, og derfor stimulerer CEPO ikke dannelsen af nye røde blodlegemer. CEPO har vist meget lovende resultater i forskellige dyremodeller, men vi kender endnu ikke mekanismen bag CEPOs effekter. Vi har indicier på, at en af CEPOs effekter er at stimulere dannelsen af nye nerveceller, og dette kan være en vigtig komponent i hjernens regenerering efter slagtilfælde. Dette rejsestipendiat skal benyttes til at undersøge effekterne af EPO og CEPO på udviklingen af stamceller til nerveceller ved et ophold på et amerikansk stamcelle-laboratorium som har stor ekspertise indenfor dette felt.

Hvad er de forskningsmæssige perspektiver i dit område?

Ved at undersøge og forstå mekanismerne bag de neuroprotektive og neuroregenererende effekter af EPO kan dette hjælpe med til en fremtidig udvikling af nye og mere effektive stoffer, som kan bruges i behandlingen af hjerneiskæmi (slagtilfælde). Især vil det være fordelagtigt at kunne udvikle mindre molekyler som nemmere kan trænge ind i hjernen.

Til hvilken institution/land går rejsen?

Department of Developmental Biology, Sloan Kettering Institute, New York, USA

Hvad skal dit rejsestipendium bruges til?

Rejse og logi (udgifter til bolig er meget høje i New York) samt udgifter til forsøg i laboratoriet (dyr, reagenser mm)

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 29. juli 2020