Gå til indhold

Rasmus Nielsen

Biologisk Institut, Københavns Universitet Danmarks Grundforskningsfonds Center for Komparativ Genomforskning

Rasmus Nielsen modtager Videnskabsministeriets EliteForsk-pris på 1 mio. kr

 Rasmus Nielsen

Professor og centerleder Rasmus Nielsen, 36 år

Fagområde

Biologi

Kort beskrivelse af fagområdet

Jeg bruger matematiske og statistiske metoder til at undersøge biologiske problemstillinger, specielt inden for evolutionsbiologien. Jeg har på det seneste været interesseret i at forstå de basale biologiske processer, der ligger til grunds for evolutionære ændringer. Den væsentligste mekanisme er naturlig Darwinistisk selektion, og jeg har undersøgt, hvordan selektion har virket til at forme menneskets arvemasse. Ved at sammenligne DNA mellem forskellige mennesker eller mellem mennesker og vores nærmeste slægtning, chimpansen, kan vi afdække specifikke genetiske ændringer, som har medvirket til at ændre vores forsvar mod sygdomme, kognitive evner, skeletstruktur, osv.

Jeg har også arbejdet på en lang række andre problemstillinger, f.eks. brugen af DNA til at afdække menneskets og andre arters demografiske historie, og jeg har udviklet en række statistiske metoder, som bruges inden for medicinsk genetik, evolutionsbiologi, og økologi.

De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver inden for forskningsområdet

De biologiske videnskaber er er blevet fundamentalt transformeret inden for de sidste fem år pga. afdækningen af arvemassen (genomsekventeringen) i mennesket og en række andre organismer. Vi ved nu, hvordan den basale genetiske kode er struktureret, og udfordringen er så at forstå, hvordan hele organismer formes i et samspil mellem DNA og de mekanismer i cellen, som fortolker informationen i DNA-molekylet. Evolutionsbiologien spiller en central rolle i forståelsen af disse processer, og de redskaber, som vi har udviklet til at forstå evolutionære processer, bruges nu til at forstå den information, der er fremkommet ved genomsekventeringen. Et berømt citat fra biologen Theodosius Dobzhansky lyder: “Nothing in biology makes sense except in the light of Evolution”. Dette citat er nu mere relevant end nogensinde. Evolutionsbiologiske metoder bruges inden for en lang række områder fra funktionelle genomiske studier til kortlægning af sygdomsrelaterede gener. Forskning inden for teoretisk evolutionsbiologi er netop nu mere spændende end nogensinde, fordi den er med til at drive forskningen inden for mange andre forskningsområder.

Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?

Da jeg begyndte på biologistudiet, var jeg oprindeligt interesseret i mere klassisk naturhistorie, f.eks. krybdyr og padders evolutionsbiologi. Jeg blev dog hurtigt interesseret i mere teoretiske og metodologiske problemstillinger. Med fremkomsten af genomforskningen oplevede teoretisk evolutionsbiologi en renæssance, og jeg blev revet med af udviklingen inden for dette spændende forskningsområde.

Hvordan vil du anvende EliteForsk-prisen?

Jeg håber at bruge dem til nogle studier, der vil kortlægge evolutionære ændringer specifikke til den danske, eller nordeuropæiske, population.

Hvad var din reaktion på, at du er modtager af en af EliteForsk-priserne?

Det vidner om en forståelse af, at evolutionsbiologien er et samlende og centralt element i de biologiske videnskaber. Jeg håber også, at det kan være med til at øge interessen for evolutionsbiologisk forskning

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg har to børn, Milla og Hannah, som er henholdsvis tre og fem år gamle. Det giver derfor sig selv, at jeg ikke kan have så mange fritidsinteresser mere. Jeg får dog en gang imellem tid til at komme lidt ud i naturen eller ind at se en FCK-kamp. Men det meste af tiden nyder jeg rollen som familiefar. Der er ikke noget mere berigende end at være sammen med sine børn. At skifte bleer giver een en meget klar forståelse af mennesket som et biologisk væsen.

I mit tidligere liv, før jeg fik børn, levede jeg et aktivt liv - jeg spillede f.eks. fodbold og rejste meget – f.eks. har jeg tomlet gennem Mellemøsten.

Argumentation for tildeling af prisen

Rasmus Nielsen er en internationalt drivende kraft i brugen af avancerede statistiske analyser til at forstå nye biologiske sammenhænge i det evolutionsbiologiske område: molekylær evolution, populationsgenetik og statistisk genetik. Han distribuerer computerprogrammer til brug for andre forskere og har været med til at forme nogle af de mest brugte analytiske metoder i flere forskellige videnskabelige discipliner som f.eks. molekylær evolution, populationsgenetik og molekylær økologi.

Rasmus Nielsen er meget citeret med bl.a. seks artikler, der har modtaget mere end 150 citationer, og 35 artikler, der har modtaget mere end 20 citationer. Han har endvidere publiceret syv artikler i Science og i Nature. Da hans forskning spænder vidt, er Rasmus Nielsen ofte gæstetaler på internationale konferencer blandt evolutionsbiologer, molekylærbiologer, bioinformatikere og statistikere.

Kontaktinformation

Professor, ph.d. Rasmus Nielsen Biologisk Institut Københavns Universitet Universitetsparken 15, 2100 Kbh. Ø
E-mail: rasmus@binf.ku.dk
Telefon: 3532 1279 (arbejde) og 2849 0970 (mobil)

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 18. december 2014