Gå til indhold

Jens Hjorth

Professor, Københavns Universitet

Jens Hjorth

Fagområde

Kosmologi, astrofysik

Institution

Dark Cosmology Centre, Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet

Kort beskrivelse af dit forskningsområde

Jeg forsker i universets dannelse, indhold og udvikling. Lysets hastighed er endelig. Ved at studere lyset fra fjerne objekter kan man derfor så at sige se tilbage i tiden. Man kan dermed studere, hvordan universet så ud på forskellige stadier – næsten helt tilbage til Big Bang – og dermed danne sig et billede af dets udvikling. De seneste ti år har jeg især studeret de såkaldte ’gammaglimt’ – universets største eksplosioner – og fundet, at de kommer fra eksploderende stjerner, der udsender enorme mængder af stråling. Man kan observere gammaglimt på meget store afstande og kan dermed studere, hvordan universet så ud, da det var meget ungt og i færd med at danne de første galakser.

De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver inden for forskningsområdet

Vi ved i dag, at universet hovedsageligt består af energi og stof, som vi ikke ved, hvad er. Det er den såkaldte mørke energi og det mørke stof. Ingen af delene kan observeres direkte, da disse bestanddele ikke vekselvirker med lys – det hverken udsender eller absorberer lys og er dermed usynligt. Men vi ved det eksisterer pga. dets effekt på universets udvidelse, som ser ud til at undergå en acceleration. Og pga. dets effekt på almindeligt stof gennem tyngdekraften. Mørk energi og mørkt stof er store mysterier inden for den moderne naturvidenskab. Det menes, at mørkt stof skyldes en hidtil uopdaget elementarpartikel, mens vi ikke ved, hvad den mørke energi er. Med henblik på at nå et skridt nærmere en afklaring af disse spørgsmål har Danmarks Grundforskningsfond i 2005 oprettet Center for Kosmologi ved Københavns Universitet (´Dark Cosmology Centre´), som jeg står i spidsen for.

Hvordan opstod interessen for netop dette forskningsfelt?

Jeg er nysgerrig og optaget af ’de store spørgsmål’. Så jeg var nok endt som forsker på den ene eller anden måde. Men det er til dels tilfældigheder, dels de personer jeg har mødt på min vej, der har gjort, at det endte med astrofysik og kosmologi.

Hvordan vil du anvende EliteForsk-prisen?

Rådighedsbeløbet vil blive brugt til at drive forskningen på Dark Cosmology Centre videre. Specielt kunne jeg tænke mig at hyre en ung, international forsker, hvis arbejde ligger lidt uden for centrets forskningsplan og måske er en smule risikabelt. Men hvis man ikke satser, når man ikke de store mål.

Hædersgaven vil jeg bruge sammen med min familie. Vi venter barn nummer fire og kan dermed se frem til udgifter til bil, rejser og renovering af vores kælder!

Hvad var din reaktion på, at du er modtager af EliteForsk-prisen?

Jeg glæder mig over den anerkendelse, prisen indebærer. Forskning kræver lige dele hårdt arbejde, intuition og tro på, at det, man laver, vil bære frugt. Når man når sine mål, bærer frugten til dels lønnen i sig selv. I det daglige arbejde er løbende anerkendelse imidlertid vigtigt. Og en stor anerkendelse er ekstra godt!

Jeg ser det også som en støtte til det arbejde, som jeg og mit unge, internationale team af forskere har iværksat ved Dark Cosmology Centre. Det giver blod på tanden til at fortsætte det arbejde, vi har begyndt.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er gift og har tre børn (snart fire).

_______________

Argumentation for tildeling af prisen

Jens Hjorth har over en kort årrække etableret sig internationalt som en forsker i absolut verdensklasse inden for astronomi. Hans forskning er især rettet mod gammaglimt, mørkt stof og mørk energi. Gammaglimt, der er universets mest voldsomme eksplosioner. De finder sted milliarder af lysår fra Jorden og er særdeles interessante, fordi de kan være med til at kaste lys over universet, som det så ud i tiden lige efter Big Bang. I spidsen for et internationalt forskerhold gjorde Jens Hjorth den banebrydende opdagelse, at gammaglimtene bliver udsendt ved de eksplosioner, der opstår, når kæmpestjerner ender deres dage. Ud over gammaglimt forsker Jens Hjorth også i, hvordan galakser opstår og udvikler sig. Og i det såkaldte mørke stof, et usynligt stof, der udgør den største del af universets substans.

Jens Hjorth er leder af forskningscentret for Kosmologi (DARK), som er finansieret af Danmarks Grundforskningsfond. Samtidig har han ansvaret for Instrumentcentret for Dansk Astrofysik. Jens Hjort har en enestående publiceringsrecord med 156 refererede publikationer og mere end 4.900 citationer. Han har endvidere publiceret 10 artikler i Nature, hvor han er førsteforfatter på de tre. Samlet har Jens Hjorth en høj international gennemslagskraft.

Kontaktinformation

Professor Jens Hjorth. Telefon: 3532 5928; e-post: henvendelser bedes ske gennem Niels Bohr Instituttet

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 09. januar 2015