Gå til indhold

Peter Benediktson

Syddansk Universitet

Peter Benediktson

Fagområde

Molekylær Biofysik

Populær beskrivelse af ph.d.-projekt

Mit projekt omhandler indbygning af proteinlignende nanopartikler i kunstige membraner samt studier af disse nanopartiklers samspil med membranen. De proteinlignende nanopartikler anvendes netop, fordi de på en troværdig måde afspejler nogle af de samme fysiske egenskaber, som naturligt forekommende membranproteiner besidder. Nanopartiklerne kan udsende lys (fluorescens), og derfor er det muligt at bestemme deres position i membranen vha. et mikroskop. Således har man som forsker et naturtro modelsystem, som kan undersøges for en række vigtige egenskaber. Mere specifikt vil jeg gerne undersøge, hvordan proteiner hober sig sammen i membranen, og endvidere om de kan tænkes at befinde sig i bestemte områder af membranen.

Vha. en anden teknik kaldet atomar kraftmikroskopi (AFM) vil jeg desuden forsøge at karakterisere membranens struktur nøje især i områder, hvor de proteinlignende nanopartikler befinder sig. AFM er i denne sammenhæng en uundværlig teknik, og det har endvidere stor betydning for mit forskningsarbejde, at jeg kan undersøge membraner ved samtidig brug af de to avancerede teknikker.

Hvad er de forskningsmæssige perspektiver i dit område?

Det er velkendt, at proteiner spiller en meget central rolle i opretholdelsen samt udførelsen af en række af kroppens vitale funktioner. En stor del af disse proteiner forefindes naturligt i cellemembraner, men deres samspil med de enkelte komponenter i cellemembranen, dvs. lipiderne, er langt fra veldefineret. Således vil mit forskningsprojekt forhåbentligt kunne belyse proteinernes adfærd i cellemembranen, herunder proteinernes præference for bestemte områder i membranen, hvilket med stor sandsynlig hænger nøje sammen med deres funktion. På længere sigt vil denne viden muligvis kunne forklare, hvorfor visse sygdomme – f.eks. cancer – opstår og i forlængelse heraf udgøre et fundament for en potentiel behandling af disse lidelser.

Hvad skal dit rejsestipendium bruges til?

Et ophold ved University of California, Davis i USA. Stipendiet giver mig mulighed for at tage min familie med til USA, deltage i konferencer i udlandet samt foretage indkøb af avanceret udstyr til mine eksperimenter.

Hvorfor har du valgt at rejse til netop det forskningsmiljø?

Forskningsgruppen ved University of California, Davis, er internationalt anerkendt og har ydet væsentlige bidrag til karakterisering samt forståelse af dannelsen af mikrostruktur i membraner. Gruppen har publiceret forskningsresultater i de mest velestimerede, internationale, videnskabelige tidsskrifter, og et ophold i dette forskningsmiljø vil uden tvivl være med til at udvikle mine kompetencer som forsker og i høj grad virke stimulerende.

Hvor længe skal du være væk?

Planen er at være af sted i seks måneder.

Hvad forventer du at få ud af opholdet?

Først og fremmest vil jeg dagligt have kontakt med nogle af verdens førende forskere inden for mit eget forskningsområde. Dette er en unik mulighed for at udvikle mit eget forskningstalent samt spejle mig i nogle af de ypperste biofysikere. Konkret vil jeg være i stand til at udføre eksperimenter, som jeg ikke umiddelbart har mulighed for her i Danmark grundet amerikanernes ekspertise, ligesom jeg får adgang til en anden type eksperimentelt udstyr, end jeg normalt anvender i Danmark.

Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?

Gennem kurser i løbet af min studietid traf jeg to utroligt dygtige og meget inspirerende biofysikere, nemlig Lektor Per Lyngs Hansen og min nuværende vejleder Lektor Adam Cohen Simonsen. Disse personer har formået at gøre problemstillinger inden for biomembraners fysik nærværende og er i stand til at udføre en helstøbt forskning, som er både innovativ og dynamisk, hvorfor jeg valgte at fokusere på dette forskningsområde.

Ph.d.-projektets titel

Lateral structure of biomembranes: Importance of lipid domain formation, critical behaviour and the possible interplay with membrane-embedded objects.

Kontaktoplysninger

Telefon: 6550 3686, 6088 2397 (mobil); e-post: peb@memphys.sdu.dk

Forskningsinstitution

MEMPHYS - Center for Biomembrane Physics, Institut for Fysik og Kemi, Syddansk Universitet

Til hvilken institution/land går rejsen?

University of California, Davis - USA

Lidt om mennesket bag forskeren

Min kæreste er højgravid, og vi har i forvejen et barn sammen. Vi værner meget om familielivet, og det er derfor vigtigt for os, at vi kan tage af sted til USA sammen.

Jeg er meget sportsinteresseret og følger især med i international fodbold, ligesom jeg selv som yngre har dyrket idræt på højt niveau. Derudover ynder jeg meget at gå på café, se, især danske, film i biografen, være i gode venners selskab samt motionere og færdes i naturen. Rent fagligt finder jeg stor glæde i at formidle naturvidenskabelige problemstillinger, eksempelvis i form af undervisning af yngre universitetsstuderende.

En lidt pudsig anekdote er, at jeg ved folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse fik et velfortjent femtal til eksamen i Fysik og Kemi. I gymnasiet udviklede jeg dog en lidt større interesse for begge fagområder, og det endte altså med et kandidatstudium i kemi.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 09. januar 2015