Gå til indhold

Trine Mygind Korsby

Ph.d.-studerende, cand.scient.anth., 33 år

Trine Mygind Korsby

Fagområde

Antropologi

Forskningsprojekt

Menneskehandlens aktører, baggrunde og konsekvenser – ofre for menneskehandel, bagmænd, alfonser og kriminelle netværk.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Da jeg i 2005 arbejdede som praktikant ved Udenrigsministeriets delegation ved OSCE, deltog jeg i en del konferencer om menneskehandel. På daværende tidspunkt var emnet ikke særligt meget på dagsordenen i Danmark, men jeg hørte en lang række ministre fra flere forskellige lande udtrykke deres store bekymring for udviklingen på området. Men problemet var, at man ikke vidste nok om de mennesker, som menneskehandel reelt handler om; man vidste ikke særligt meget om ofrene, og slet ikke noget om bagmændene og de kriminelle netværk, der organiserer menneskehandlen. Da besluttede jeg mig for, at det var dét, jeg skulle lave; kaste lys på, hvilke liv disse mennesker lever, og hvad der er på spil i deres liv.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Menneskehandel er et felt, som er svært at trænge ind i, få viden om og adgang til. Men det lykkedes mig heldigvis at få adgang til de rumænske netværk, hvorfra menneskehandlen udspringer, og ud fra mit 10 måneder lange etnografiske feltarbejde blandt både ofre for menneskehandel, bagmænd, alfonser og kriminelle netværk i Italien og Rumænien har jeg fået indsigt i en verden, der ellers er lukket for udenforstående. Jeg håber, at min forskning på området kan tilvejebringe mere dybdegående og kompleks viden om menneskehandel, alfonseri og kriminelle livsverdener, og mit håb er endvidere, at mit projekt kan være med til at nuancere nogle af de stereotype forestillinger, der ofte fremføres på menneskehandelsområdet.

Hvortil ønsker du at rejse med midlerne fra stipendiet?

Rejsestipendiet skal anvendes til et ophold ved Department of Anthropology, University of California, Berkeley, i USA, samt deltagelse i relevante konferencer i USA.

Hvor længe skal du være væk, og hvad forventer du at få ud af opholdene?

Jeg påtænker at have et semesters ophold ved University of California, Berkeley, hvor jeg vil indgå aktivt i forskningsmiljøet på universitetets antropologiske institut. Opholdet giver mig mulighed for den mest kvalificerede sparring i forhold til min forskning – både i relation til menneskehandel og organiseret kriminalitet som felt, samt i relation til postsocialisme og Rumænien som region for mit studie.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er vokset op i en familie med arbejde og interesse i Rusland og Østeuropa, og jeg har en stor forkærlighed for denne del af verden, som jeg rejser til så ofte som muligt. I min fritid dyrker jeg blandt andet dans som sportsgren, og jeg har danset forskellige latinamerikanske danse de sidste 12 år.

Fødested, gymnasium og bopælskommune

Jeg er født i Svendborg, men er vokset op på Bornholm, så jeg er student fra Bornholms Gymnasium. Min nuværende bopæl er i Københavns Kommune.

Ph.d.-projektets titel

Making Way – an anthropological study of human trafficking, victims and traffickers in Europe.

Kontaktoplysninger

Telefon: 35323481/26132003. E-mail: trine.korsby@anthro.ku.dk

Forskningsinstitution

Københavns Universitet, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Institut for Antropologi, Øster Farimagsgade 5, 1353 København K

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 29. juli 2020