Gå til indhold

Jens Olav Dahlgaard

Ph.d.-studerende

Født 1986 i Aalborg, student fra Hasseris Gymnasium og bopæl i Københavns Kommune

Jens Olav Dahlgaard

Fagområde

Statskundskab

Institution

Københavns Universitet, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Institut for Statskundskab.

Kontaktoplysninger

Jens Olav Dahlgaard. Telefon: 6073 2873 mobil: 2132 7823, e-mail: jod@ifs.ku.dk

Kan du give en kort beskrivelse af dit forskningsområde?

Min forskning drejer sig om, hvordan vi kan øge valgdeltagelsen i Danmark, samt hvordan sociale relationer og andre faktorer har betydning for, om vi stemmer. I forbindelse med kommunalvalget i efteråret 2013 lavede vi på Københavns Universitet i samarbejde med en lang række ministerier og organisationer felteksperimenter, hvor vi med forskellige opfordringer forsøgte at påvirke vælgere til at stemme. De største eksperimenter har mere end 100.000 deltagere. Via registerdata får vi mulighed for at undersøge, hvilke kampagner der virker, og hvor godt de virker.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver?

I 2009 var valgdeltagelsen ved kommunalvalget den laveste ved et kommunalvalg i 35 år. Samtidig viste registerbaserede undersøgelser, at der var stor ulighed i valgdeltagelsen på baggrund af blandt andet alder, uddannelse og etnicitet. Begge dele er problematiske, hvis man har et ideal om høj og lige valgdeltagelse. Vores forskning, der er den første af sin slags i Danmark, prøver at undersøge, hvordan vi kan øge valgdeltagelsen og reducere uligheden i denne. Vi har kort sagt kun internationale erfaringer med, hvad der påvirker valgdeltagelsen, mens vi mangler evidens for, at det der virker i andre lande også virker i Danmark. Forhåbentlig vil vi kunne bidrage til at øge valgdeltagelsen i Danmark på den mest omkostningseffektive måde. I et internationalt perspektiv vil vores resultater vække opmærksomhed. Vi har, som følge af vores registerbaserede undersøgelser, nogle helt unikke muligheder for at se på, hvordan effekterne af forskellige tiltag bliver overført inden for husstande, men også mellem familiemedlemmer, der ikke deler husstand. Vil mor og far blive mere tilbøjelige til at stemme, hvis Karl på 8 år bliver inviteret til at tegne en tegning, som han kan tage med på valgstedet, og vil storebror, der er flyttet hjemmefra, måske huske at stemme, hvis vi minder Josefine på 19 år om, at hun skal?

Hvordan opstod interessen for netop dette forskningsfelt?

Jeg har altid synes, at valg og valgsystemer var de mest spændende områder inden for politologien. De seneste par år er jeg i stigende grad også blevet interesseret i politisk adfærd. Det vil sige, hvordan vi som mennesker opfører os i politiske spørgsmål og i forhold til det politiske system. Mit forskningsområde kombinerer disse to interesseområder.

Hvordan vil du anvende EliteForsk-rejsestipendiet?

Stipendiet vil jeg bruge til blandt andet et års ophold på Columbia University, hvor jeg har fået lov til at være en del af gruppen omkring professor Don Green, der bogstaveligt er en af de to forfattere på grundbøgerne inden for mit fagområde. Derudover regner jeg med at deltage på diverse sommerkurser og internationale konferencer, hvor jeg vil få mulighed for at præsentere og diskutere min forskning for og med nogle af de fremmeste forskere i mit felt.

Kan du fortælle lidt om mennesket bag forskeren?

Jeg bor i Københavns Nordvestkvarter sammen med min hustru, Johanne. Vi bor i øvrigt i et valgdistrikt, der flere gange har haft landets laveste valgsted. Når jeg ikke er på universitetet, bruger jeg en del tid på roning. Tidligere har jeg roet på eliteniveau, hvor jeg har blandt andet har vundet tre danske mesterskaber og deltaget i to europamesterskaber. I dag er det dog kun på et lidt udvidet motionsniveau, mens jeg til gengæld bruger lidt mere tid som frivillig i sporten.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 06. december 2021