Gå til indhold

Lena Brogaard

Ph.d.-studerende, cand.scient.pol., født 1986

Populærvidenskabelig titel på dit projekt

Drivkræfter og barrierer i offentlige-private innovationspartnerskaber (OPI) på sundheds- og ældreområdet

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?

Mit forskningsprojekt undersøger, hvad der skal til for at opnå innovation i offentlige-private innovationspartnerskaber på sundheds- og ældreområdet.

Lena Brogaard
Lena Brogaard
OPI er en partnerskabsmodel, hvor offentlige og private samarbejder om at udvikle nye teknologier og services til brug i den offentlige sektor.

Det er imidlertid ikke alle partnerskaber, der lykkes hermed, hvilket kan medføre tab af ressourcer, frustration hos parterne samt fravær af de ønskede resultater i offentlig og privat regi. Derfor ønsker jeg med mit projekt at bidrage til at forstå, hvad der binder offentlig-privat samarbejde og innovation sammen, ved at gå i dybden med både mere og mindre succesfulde OPI’er for at belyse drivkræfter og barrierer. Desuden gennemfører jeg en national spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige kendte OPI’er på det danske velfærdsområde til brug i statistiske analyser af, hvilken effekt forskellige rammemæssige og procesorienterede faktorer har på opnåelsen af innovation samt resultater af økonomisk og anden karakter.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Min interesse for offentlig-privat samarbejde opstod, da jeg tog et forvaltningsfag om emnet, mens jeg læste statskundskab. Her fik jeg øjnene op for, hvor meget samarbejde på tværs af den offentlige og private sektor fylder inden for såvel de tekniske områder som velfærd og international politik, samtidig med at der er begrænset viden om bl.a. effekterne af de forskellige samarbejdsmodeller. Det motiverede mig til at skrive speciale om partnerskaber, beskæftige mig med offentlig-privat samarbejde i sektorforskningsregi (KORA) efter studiet og endeligt søge en ph.d. om OPI.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Der er store forventninger til OPI, der stadig mere bruges som model for at skabe innovation og udvikle velfærdsydelser på især hospitaler og plejecentre, men også fx i daginstitutioner, da det anses for at kunne effektivisere den offentlige sektor og skabe vækst i den private. Der mangler dog systematiske undersøgelser af, hvilke resultater der reelt skabes, ligesom der hidtil kun har været begrænset fokus på OPI i den eksisterende forskning om tværsektorielt samarbejde, hvilket gør det vanskeligt at evaluere og skabe et bedre grundlag for partnerskaberne.

Jeg forsøger at adressere denne udfordring i mit projekt, dels ved at bidrage til teoriudviklingen om koblingen mellem samarbejde og innovation som en del af den bredere partnerskabslitteratur, dels ved at skabe og formidle viden til brug i praksis i samarbejde med offentlige organisationer, der beskæftiger sig med OPI.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder?

Til efteråret skal jeg på et længerevarende forskningsophold på The Humphrey School of Public Affairs på University of Minnesota i USA, som skal bidrage til at kvalificere mit ph.d.-projekt. Her vil jeg være tilknyttet professor John Bryson og det forskningscenter, han leder, som er blandt de førende inden for tværsektorielt samarbejde. Stipendiet skal også bruges på internationale konferencer, hvor jeg kan præsentere mine resultater og få feedback fra andre på området.

Fagområde

Offentlig-privat samarbejde og forvaltning.

Gymnasium og bopælskommune

Holstebro Gymnasium, bopæl i København

Forskningsinstitution

Roskilde Universitet, Institut for Samfundsvidenskab & Erhverv

Kontaktoplysninger

Mobil: 2091 6566, e-mail: brogaard@ruc.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 24. februar 2016