Klaus Høyer

Han arbejdede med nødhjælp og forsker nu i, hvordan god vilje ofte kan ende i konflikt og dårlige løsninger.

Klaus Høyer (baggrund)
Foto: Ditte Valente

Klaus Høyer, professor, forsker i medicinske videnskabs- og teknologistudier, Københavns Universitet, 44 år, København.

Min mor var sygeplejerske, og min far var selvlært edb-mand. Oprindeligt var han sømand og har rejst i hele verden, men da der kom børn til, gik han i land. Senere blev han zoneterapeut.

Jeg gik i skole i Kokkedal, men kom på Rungsted Gymnasium. Det var en kulturforandring fra en skole med elever med mange og stærke udfordringer til en skole med rene overklassebørn. Men det var nok her, jeg fik universitetet ind på radaren.

Jeg er egentlig socialantropolog. Jeg tog en master i afrikastudier, en kandidatgrad i antropologi, en ph.d. i medicinsk etik, blev adjunkt i sundhedstjenesteforskning og senere lektor i organisationsanalyse på Institut for Folkesundhed. Det lyder måske, som om jeg ikke aner, hvad jeg laver, fordi jeg har skiftet så meget, men jeg har faktisk altid prøvet at interessere mig for, hvad der sker på tværs af styringsambitioner. Hos dem, der ønsker, at noget skal blive til noget, dem der udfører det, og dem man udfører det for.

Jeg kan godt lide at prøve at forstå ’den gode vilje’. Dem, der gerne vil have flere organer, mere blod, mere kvalitet, mere sikkerhed, mere etik, og så videre. Alle vil noget godt, men alligevel er aktørerne ofte frustrerede. Hvad sker der, når den gode vilje bliver omsat til teknisk kunnen, politik og konkret styring? Jeg prøver at forstå ud fra aktørernes håb og ambitioner, ikke min egen eller en universel idé om ’det gode’.

Min ambition som ung var at prøve at hjælpe folk i den tredje verden, men jeg blev frustreret over, at mange af de ting, jeg gjorde, slet ikke var så gode, som jeg gerne ville have, de var. Vi prøvede for eksempel at nå ud til marginaliserede kvinder, men det endte ofte med, at det kun var de stærke kvinder, vi nåede, for vi ville ikke kunne dokumentere og demonstrere, at vi fik kvinderne med, hvis vi rettede os mod de svageste.

Så vi ender ofte med at gøre ting, der er ’dumme’. Hvorfor? Aktørerne er kloge og vil det rigtige, men det ender somme tider med ikke rigtigt at give mening. På universitetet er der plads til bare at prøve at forstå. Til at gentænke problemet: Hvad vil folk, og hvorfor er det svært at nå frem til det ønskede mål? Hvorfor oplever de frustration i hverdagen? Det er grundforskning, men jeg arbejder på at tage udgangspunkt i konkrete, praktiske problemer.

Nu arbejder jeg med data i sundhedsvæsnet. Groft sagt vil de datafile have flere data, mens de datafobe yder modstand. Jeg betragter det som min opgave at stå i midten og forstå, hvad der er problemet for begge parter. Hvordan kan vi finde en ny måde at forstå situationen på, som rummer de indsigter, begge parter i konflikten kommer med?

Jeg er optaget af at komme væk fra idéen om, at al forskningsværdi skal kunne stå på en faktura. At vi skal dokumentere, hvad viden gør, kan jo netop være en stor forhindring for, at den overhovedet gør noget. Den måde at tænke viden på, er i sig selv med til at sætte spændetrøjer ned over tænkningen. Vi kan kun arbejde med at implementere kendte løsninger. Det gør, at vi har svært ved for alvor at tænke nyt. Og netop på universitet skal vi kunne tænke nyt. Det stærkeste, vi kan gøre, er at skabe viden, der gør, at vi føler, vi forstår vores verden.

Ofte måler vi viden i, om det har skabt økonomisk gevinst. Det kan være fint med vækst, men penge er kun et middel. Viden derimod oppebærer det skønnes værdi i sig selv. Det er der mange, der ikke tør sige mere, men jeg tør godt.

Jeg kan se effekten, når en aktør kan sige: Nu forstår jeg, hvorfor jeg hele tiden har den der underlige følelse. Det har en værdi. Det muliggør udvikling af politik i organisationerne – indefra.

Jeg spørger altid mine studerende: Hvem er det godt for og ud fra hvilke kriterier? Og når du står med en konflikt med to synspunkter – hvad er det tredje synspunkt? Hvorfor definerer de to parter det gode så forskelligt? Jeg tror, at evnen til at stille spørgsmål til de tavse værdier og antagelser skaber mere reflekterende mennesker. 

Jeg holdt engang et oplæg, hvor der havde været to dages workshop med de svenske landsting, som svarer til de danske regioner. Alle havde diskuteret samtykke, oplysninger, information – der havde været en indædt kamp med modsatte synspunkter. Og jeg skulle på som den sidste taler og sige, at meget af det, de havde diskuteret, nok ikke rigtigt var det vigtigste. Der sad 150 mennesker og var bum-tavse. Der var nul spørgsmål. Men bagefter kom den daværende leder af de svenske landsting op til mig og sagde: ”Tak. Jeg har det, som om jeg kan tænke igen”. Det er lige præcis min ambition: Vi skal kunne tænke på ny.

Jeg har også en ambition i mit privatliv om ikke bare at leve det liv, andre mener, man bør leve. Jeg er gift med en mand, og vi har været sammen i 21 år. Der var ikke nogen klar form for, hvordan vores liv skulle være. Det har vi forsøgt at bruge på en god måde – til at vælge det som passer godt til os. Betydningen af spørgsmål frem for svar er meget vigtigt for mig – både i forskning og privatliv. Jeg får ind i mellem at vide, at jeg stiller spørgsmål, folk ikke plejer at få. Jeg prøver da også ofte at spørge i stedet for at sige, hvad jeg mener. Hvorfor har folk gjort, som de gør? Hvordan er de kommet derhen? Hvad er det, de gerne vil?

Tekst: Helene Navne, journalist

Fødested og nuværende bopælskommune 

København, bor i Københavns Kommune

Fagområde

Medicinske videnskabs- og teknologistudier

Institution

Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Center for Medicinske Videnskabs- og Teknologistudier Center for Samfund og Sundhed

Kontaktoplysninger

Telefon: 3532 7996´, mobil: 2625 6342, e-mail: klho@sund.ku.dk

 

Senest opdateret 13. marts 2017