Mikael Rask Madsen

Man skal gå i kødet på selvforståelsen, både hos sig selv og hos institutionerne, mener Mikael Madsen. Og så skal man brænde for sit projekt.

Mikael Rask Madsen(baggrund)
Foto: Ditte Valente

Mikael Rask Madsen, professor i international ret og domstole, Københavns Universitet,  44 år, Lyngby

Man skal forske i noget, der interesserer en dybt. Hvis man skal bruge så meget tid på det, så skal det være DIT projekt.

Jeg forsker i internationale domstole. Det globale samfund bliver reguleret af flere og flere regler og institutioner. Hvad er resultatet og konsekvensen af alt dette? Vi kan observere, at der kommer mere ensrettede normer og rammer. Der sker en slags sammensmeltning af idéer, der er med til at bidrage til et globalt samfund. Jeg har en antagelse om, at alt det har stor betydning for, hvordan verden udvikler sig, når det gælder sikkerhed, frihed og velstand. 

Det er ikke en hemmelighed, at mange af de internationale projekter er i krise. Som vi ser det med Brexit. Viljen til at lade sig binde af internationale regler og domstole bliver mindre. Der er et stort spændingsfelt mellem det internationale og det nationale på det område.

Jeg var i Guatemala, mens fredsprocessen fandt sted midt i 1990’erne. Her forsøgte FN meget aktivt ikke bare at holde fred, men at skabe fred. Det var slående. Selv i et af de mest forbryderiske diktaturer og så elendig en retsstat, kunne international ret gøre en forskel. Det vakte en meget stor interesse i mig for rettens kraft. Hvordan opstår den? Hvordan forvaltes og fastholdes den? Det blev startskuddet til min karriere som forsker.

Jeg gik i gymnasiet under slutningen af den kolde krig og så Berlinmuren falde. Der var en vilje til at handle, som man ikke finder i dag. Mange internationale institutioner stammer fra dengang – en tid, jeg selv har oplevet.

Mit væsentligste bidrag er at skabe transparens om, hvad der faktisk foregår og at give en komparativ vinkel på internationale organisationer og domstole. Når vi har udforsket internationale regimer i 25 forskellige konstellationer med internationale domstole, kan vi udlede, hvad der kan lade sig gøre og ikke kan lade sig gøre – det kan hjælpe os til at rådgive nationalt og internationalt.

Der er en tendens til, at for eksempel EU primært ses fra et nationalt synspunkt. Som i, hvor meget suverænitet vi afgiver. Hvad får vi ud af det? Det er fattigt og misvisende i forhold til et projekt som EU, der har eksisteret i 60 år. Det interessante ved EU og andre institutioner er, at de netop er fælles internationale institutioner. Det samme gælder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Den skaber en fælleseuropæisk menneskeret. Den er ikke bare en overbygning på dansk ret, den er en integreret del af dansk ret, som igen er en del af Europa og verden.

Vores opgave er ikke at fortælle, hvad der er rigtigt eller forkert, men at gøre verden mere forklarlig. Det er meget vanskeligt stof – og svært at forholde sig til for mange. Så det er simpelthen en stor opgave bare det at informere.

Jeg har genoptaget musikken for at få bedre balance i livet. Det giver en ro og en mulighed for at udtrykke sig på en måde, man ikke kan i det videnskabelige arbejde. Det er primært jazz, jeg spiller. På tenorsax.

Jeg gik i gymnasiet i Varde i Sydvestjylland, hvor jeg voksede op. Jeg har siden boet i Tyskland, Spanien, Frankrig, England, USA og Guatemala.

Jeg har altid bedrevet empirisk, juridisk forskning. Helt konkret har jeg rejst rundt og spurgt folk, hvad der er på spil i de forskellige samfund omkring i verden. I Centralamerika, Caribien, Afrika, USA, Europa.

Min kone er amerikaner. Vi mødte hinanden i Costa Rica. Det var naturligt for os at flytte til Danmark sammen. Jeg havde været i udlandet i så mange år og var interesseret i at komme tilbage med alle de erfaringer, jeg havde gjort mig. Vi har to børn – på 5 og 9. De kom til i Danmark.

Jeg sidder lige nu med en række analyser af menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som skal være færdige, inden Danmark næste år bliver formand for Europarådet. Det er blandt andet statistiske undersøgelser af retspraksis i Strasbourg og udviklingen i, hvilken type dommere man har haft over tid.

Menneskerettighedsdomstolen opstod i 1959, og de dommere, man udpegede dengang, var grand old men – mange af dem juraprofessorer, som havde diplomatisk udsyn. Dengang havde domstolen meget få sager. Nu har den udviklet sig til et kæmpe maskineri. Dommerne er i grove træk mere professionelle, de er mere effektive og afvikler sagerne i en fart. Den gamle garde havde udsyn til både Første og Anden Verdenskrig. Er domstolen ved at miste fodfæste, fordi den bliver så professionaliseret? Hvor meget kan man professionalisere et normativt spørgsmål som menneskerettigheder?

Det er et problem, hvis staterne forstår EU alene som en overbygning, men det er også problematisk, hvis internationale institutioner ser sig selv som noget helt andet, end de stater, der oprettede dem i sin tid, ser dem som. Den største illusion, internationale organisationer kan gøre sig, er at tro, at de kun er det – et internationalt anliggende. Man vil altid være en del af de nationale samfund. Og det gælder også diverse embedsmænd i EU.

Hvis man vil drive forskning frem til de højeste niveauer, skal man være villig til at tvivle på alt. Man skal ind under overfladen på kategorierne og institutionerne og undersøge de egentlige processer og magtbalancer. Og det er vanskeligt, for alle de institutioner, man har med at gøre, har fikserede idéer om, hvem og hvad de er. Det kræver vilje og tålmodighed at gøre det. Men der får du et unikt og nyt blik på verden.

Tekst: Helene Navne, journalist

Fødested og nuværende bopælskommune

Esbjerg, Kongens Lyngby

Fagområde

International retssociologi; international ret

Institution 

iCourts, Danmarks Grundforskningsfonds Centre of Excellence for Internationale Domstole Det Juridiske Fakultet Københavns Universitet

Kontaktoplysninger

Telefon: 35 32 31 99, mobil: 24 80 55 57, e-mail: mikael.madsen@jur.ku.dk

 

Senest opdateret 13. marts 2017