På Forskningens Døgn kan man opleve alle tænkelige typer af events, der formidler forskning og forskningsresultater for børn, unge og voksne. Det kan f.eks. være videnskabscaféer, forskertorve, demonstrationer, udstillinger, forestillinger, foredrag, forsøg, rundvisninger, borgermøder og debatter.
Forskningens Døgn kører i 2024 fra 19. - 26. april
Forskningens Døgn arrangeres af Uddannelses- og Forskningsministeriet og mere end 100 lokale arrangører rundt i landet.
Forskningskommunikationspris og debat om desinformation og AI
Alle kan bl.a. være med – fysisk eller online - når uddannelses- og forskningsministeren overrækker årets Forskningskommunikationspris den 18. april i Pressen, JP/Politikens Hus. Prisen går til en forsker, der har gjort en særlig indsats for at kommunikere sin forskning. Ud over prisoverrækkelsen vil der bl.a. være debat om desinformation og AI, hvor chefredaktør Jakob Nielsen fra altinget.dk er moderator.
Åbningsevent: Udforsk grænselandet mellem AI og mennesket
Dagen efter – fredag den 19.4. – kan du tage en kollega eller ven under armen og deltage i Forskningens Døgns åbningsevent, der udforsker, hvad der sker i musikkens møde med AI. Også dette arrangement er gratis og åbent for alle.
Arrangementet foregår i København og samler en række forskere og musikere til et arrangement for offentligheden om, hvordan musik påvirker os, og hvordan kunstig intelligens påvirker musikken. Vært for arrangementet er musiker og forfatter Kristian Leth, som vil guide publikum gennem et program, der udforsker grænselandet mellem mennesket og AI. Man kan bl.a. høre oplæg fra hjerneforsker og musiker Peter Vuust og opleve den prisvindende AI-kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm opføre et nyt interaktivt AI-værk.
Forskningens Døgn har til formål at:
-
Etablere mødesteder for forskere og befolkning
-
Sætte fokus på, hvordan forskning og innovation er med til at løse samfundets udfordringer.
Uddannelses- og Forskningsministeriet er initiativtager til Forskningens Døgn og varetager den overordnede koordinering og markedsføring af Forskningens Døgn.
Stemningsvideo fra Forskningens Døgn 2023
Se klip fra events i hele landet.