Du er her: Forside Forskning og innovation Indsatsområder Rummet og Danmark Nyt om Rummet og Danmark Andreas Mogensens rumfærd fejres på Nationalmuseet

Andreas Mogensens rumfærd fejres på Nationalmuseet

Etårsdagen for Andreas Mogensens rumfærd markeres ved et festligt arrangement på Nationalmuseet i dag den 2. september, hvor hans rumdragt også udstilles.

02. september 2016

Da Andreas Mogensen for et år siden tog på en ti-dages mission i rummet, var han ikke alene. Med sig på turen havde han blandt andet Dannebrog, en udgave af Grundloven og en ægte vikingesten. De kulturelle genstande – og flere til – leverer han tilbage til Danmark i dag på etårsdagen for rumfærden.

Det sker på Nationalmuseet, der som et særligt scoop vil udstille Andreas Mogensens’ hvide Sokol-rumdragt, der er blevet fragtet hertil fra Moskva.

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs skal på vegne af regeringen modtage det danske flag, der har været med på rumrejse. Hun har store forventninger til fremtidens danske initiativer i rummet:

- Andreas Mogensens rumrejse har sat skub i en række initiativer, der gør rummet mere nærværende for os danskere. Rumpolitik handler nemlig ikke kun om astronauter, men også om at løse nogle af tidens store udfordringer som for eksempel at styrke flysikkerheden, navigere os sikkert rundt i trafikken og skabe bæredygtig vækst i landbruget. Det forsøger vi at adressere i Regeringens nationale rumstrategi, som vi lancerede før sommerferien. I dag kigger vi ikke længere kun fremad for at være med i udviklingen. Vi kigger også opad, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.

Ved arrangementet vil den russiske kaptajn på Soyuz-raketten, Sergei Volkov, og Andreas Mogensen fortælle om deres mission til den internationale rumstation. Mens Dannebrog returneres til uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs, bliver det Folketingets formand Pia Kjærsgaard, der tager imod førnævnte udgave af Grundloven, og Moesgaard Museum, der modtager vikingestenen.

Udover Andreas Mogensens Sokol rumdragt, der er på udlån fra den russiske rumorganisation, vil Nationalmuseet også modtage den skinsuit, som Andreas Mogensen testede under sin mission.

- Nationalmuseet har en lang tradition for at indsamle genstande fra danske ekspeditioner. Museet har enestående samlinger fra stort set enhver plet på kloden og nu også fra verdensrummet. Derfor er genstandene fra Andreas Mogensens rummission af stor national interesse og betydning for vores dokumentation af dansk ekspeditionshistorie. Det glæder mig derfor meget, at vi nu har sikret flaget og skinsuiten, som skal bidrage til at fortælle historien om den første dansker i rummet,siger vicedirektør på Nationalmuseet, Camilla Mordhorst.

Arrangementet afholdes i samarbejde med den europæiske rumorganisation, ESA og Nationalmuseet. Der er over 300 tilmeldte, men der er stadig ledige pladser, som fordeles efter først til mølle-princippet.

Andreas Mogensen i Sokol-rumdragt. Foto: ESA.
Foto: ESA. Andreas Mogensen i hans Sokol-rumdragt.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Presse- og kommunikationsansvarlig, Line Svenningsen, Tlf. + 45 7231 8216, e-mail:lines@fi.dk 

Pressechef Jesper Langergaard, tlf. + 4572 31 80 20, e-mail: jela@ufm.dk

Senest opdateret 02. september 2016