Du er her: Forside Forskning og innovation Råd og udvalg Det Frie Forskningsråd Nyt fra rådet 150 millioner kroner til sundhedsforskning

150 millioner kroner til sundhedsforskning

Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom (FSS) bevilger godt 150 mio. kr. til sundhedsfaglig forskning fordelt på DFF-Forskningsprojekt 1 og 2. FSS modtog i alt 329 ansøgninger til et samlet beløb på godt 750 mio. kr.

13. juni 2013

Ved rådets hoveduddeling 2013 er der givet bevillinger til 64 spændende forskningsprojekter. Heriblandt til flere højt kvalificerede udenlandske forskere, der udfører forskning i Danmark. De udenlandske forskere er i følge FSS’s formand Niels Borregaard med til at give dansk forskning et boost.

Internationalt ”boost” til dansk forskning

En af de udenlandske forskere, der ved hoveduddelingen har modtaget bevilling fra FSS, er den britiske professor David Brooks, der anses som en af verdens førende neuroforskere, og som er blevet rekrutteret af Aarhus Universitet i 2012. Han skal med støtte fra FSS undersøge, hvorvidt bekæmpelse af betændelsestilstand i hjernen kan biddrage til forebyggelse af demens.

To af de øvrige udenlandske forskere, som hver har modtaget bevilling fra FSS, er tjekkiske Jiri Bartek, som arbejder hos Kræftens Bekæmpelse i København, og engelske Ian David Hickson, der arbejder på Panum, Københavns Universitet. Begge forskere skal med hver deres forskningsprojekt udføre vigtige genomiske undersøgelser med fokus på, dels hvordan man kan beskytte DNA i forbindelse med aldring, dels hvordan man kan reparere DNA, der er blevet skadet eksempelvis ved kræft eller under behandling med bestemte kemiske stoffer. Forskningen er vigtig for fremtidig behandling af kræft samt neurologiske sygdomme som for eksempel Huntingtons sygdom.

Ekstern bedømmelse kvalificerer beslutningsgrundlaget

Beslutningen om at give støtte eller afslag til de enkelte ansøgninger træffes i det samlede råd. Inden uddelingsmødet er ansøgninger til forskningsprojekter inden for fagområderne klinisk videnskab/organ fysiologi samt folkesundhed og epidemiologi blevet bedømt ved ekstern panelbedømmelse. Den eksterne bedømmelse bliver forelagt rådet og fungerer på den måde som en kvalificering af rådets beslutningsgrundlag.

Se den samlede liste over støttede forskningsprojekter og skolarstipendier her:

 

Senest opdateret 14. juni 2013