Det Frie Forskningsråd

Det Frie Forskningsråd yder finansiel støtte til forskningsaktiviteter baseret på forskernes egne ideer. Rådet rådgiver endvidere uddannelses- og forskningsministeren, Folketinget og regeringen i forskningsspørgsmål.

Det Frie Forskningsråds primære formål er at støtte og fremme de mest originale ideer og initiativer i dansk forskning.

Årligt giver Det Frie Forskningsråd omkring 500 bevillinger til forskningsprojekter for et samlet beløb på knap én milliard kroner. For at sikre, at midlerne går til de absolut bedste  forskningsprojekter, udbydes de i fri national konkurrence uden tematiske begrænsninger. Rådet støtter konkrete tidsbegrænsede forskningsaktiviteter, og har videnskabelig kvalitet som det vigtigste vurderingskriterium ved udmøntning af midler.

Rådet arbejder til stadighed på at sikre de bedste vilkår for den frie, nysgerrighedsdrevne forskning i Danmark. Det sker blandt andet gennem den forskningsfaglige rådgivning, som rådet yder til uddannelses- og forskningsministeren, Folketinget og regeringen.

Rådet er desuden i løbende dialog med væsentlige interessenter med henblik på at sikre, at dansk forskning kaster de bedst mulige forskningsresultater af sig til gavn for Danmark.

Det Frie Forskningsråd arbejder endvidere løbende på at styrke formidling og anvendelse af forskningsresultater samt forbedre det internationale forskningssamarbejde.

Bekendtgørelse nr. 1064 af 6. september 2010 af lov om forskningsrådgivning m.v. er lovgrundlag for Det Frie Forskningsråd og danner rammerne for rådets virke.

Det Frie Forskningsråd består af fem faglige forskningsråd og en bestyrelse.

Senest opdateret 03. november 2016