Du er her: Forside Forskning og innovation Råd, fonde og udvalg Danmarks Frie Forskningsfond Nyt fra DFF Pressemeddelelser fra DFF Danmarks Frie Forskningsfond er en realitet per 1. juli 2017

Danmarks Frie Forskningsfond er en realitet per 1. juli 2017

Lov om Danmarks Frie Forskningsfond får virkning fra den 1. juli 2017. Det betyder afsked med fondens tidligere navn (Det Frie Forskningsråd) og videreførelse af rådsopgaven med at finansiere den frie forskning i Danmark efter den 1. juli 2017 i Danmarks Frie Forskningsfond.

30. juni 2017

Lov om Danmarks Frie Forskningsfond træder i kraft per 1. juli 2017, og det betyder et endegyldigt farvel til fondens tidligere navn (Det Frie Forskningsråd), som siden 2004 har dannet ramme om udmøntningen af konkurrenceudsatte offentlige midler til fri forskning baseret på forskernes egne idéer inden for alle videnskabelige områder.

De centrale virkemidler vil fortsat være Forskningsprojekter 1 og 2, Internationalt postdoc stipendie og DFF: Sapere Aude Forskningsleder i uændret form. Uændret er også rækken af mindre virkemidler til forskningsområderne humaniora, samfundsvidenskab og det sygdoms- og sundhedsvidenskabelige område.

Navneskiftet til Danmarks Frie Forskningsfond medfører en tydelig ramme om bevillingsopgaven. Den nye fond skal udover bevillingsopgaven også varetage de cirka 400 forskningsfaglige rådgivningssager, som indløber årligt som følge af Lov om Forskningsrådgivning.

Mulighed for udmøntning af programmer inden for tematisk forskning
Den nye lov giver hjemmel til udmøntning af midler til forskning inden for tematisk afgrænsede områder, når der er givet særlig bevilling til det. De midler afsættes tidligst med forskningsreserven i efteråret 2017 som en del af  Finansloven for 2018.

Bestyrelsesformand Peter Munk Christiansen siger:

- Vi løfter gerne programmer til tematisk forskning med samme ekspertise og med et skarpt blik for kvalitet, men fondens uomtvistelige kerneopgave er den frie forskning, for vi skal kunne tilbyde forskere et sted, hvor man kan få støtte til forskningsidéer for små midler. Forskerne ved, hvor forskningsfelternes cutting edge er, og det er dem, der får de nye idéer og leverer frontforskningen - det skal vi værne om. Det er helt afgørende med en vedholdende indsats for den frie forskning til gavn for vækstlaget i dansk forskning og den mission slår Danmarks Frie Forskningsfond ring om.

Rammerne for Danmarks Frie Forskningsfond blev vedtaget ved et bredt forlig mellem den daværende regering (Venstre) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti. Udover hjemmel til at udmønte midler til tematisk forskning rummer den nye lov et par andre beføjelser.

Kommunikationskanaler og Sekretariatet for Danmarks Frie Forskningsfond

På Twitter kan den nye fond fortsat følges på @DFF_raad ligesom fondens webadresse (www.dff.dk) fastholdes, mens fonden på LinkedIn og øvrige formidlingskanaler skifter til nyt navn fra 1. juli 2017. Sekretariatet får navnet Sekretariatet for Danmarks Frie Forskningsfond, kontaktdata til sekretariatet er uændret.


Yderligere oplysninger

Bestyrelsesformand, professor Peter Munk Christiansen, Danmarks Frie Forskningsfond, tlf. 3011 5340, e-mail: pmc@ps.au.dk
Pressekonsulent Mette Lynge Hansen, tlf. 7231 8465, e-mail: met@ufm.dk

Senest opdateret 30. juni 2017