Danmarks Open Access Indikator

Open Access Indikatoren registrerer og vurderer tilgængeligheden online af videnskabelige publikationer produceret ved danske forskningsinstitutioner. Herved måles det, hvor langt Danmark er fra at indfri målsætningerne i den Nationale Strategi for Open Access.

Status over processen i Danmark
Indikatorens anden måling blev offentliggjort april 2017

Open Access Indikatoren viser, i hvor høj grad forskere fra danske universiteter gør deres forskningspublikationer frit og gratis tilgængelige for omverden via internettet.

Indikatorens målinger findes på Den Danske Forskningsdatabases hjemmeside:

Indikatoren indhenter hvert år data om danske forskningspublikationer og inddeler dem i tre status-kategorier:

  1. Realiseret Open Access refererer til videnskabelige publikationer, som frit kan læses og downloades fra internettet uden nogen former for forudgående betaling eller brugeroprettelse.
  2. Uudnyttet Open Access refererer til publikationer, der ikke kan tilgås frit på internettet et år efter deres udgivelsesår, men som er publiceret i tidsskrifter, der ellers tillader Open Access.
  3. Uklart Open Access refererer til publikationer, der ikke kan tilgås frit på internettet et år efter deres udgivelsesår, og som er publiceret i tidsskrifter, der har en uklar eller ingen Open Access politik, samt publikationer med embargoperioder ud over 12 måneder efter deres udgivelsesår.

Målinger fra Open Access Indikatoren omhandler publikationsvirksomheden i et helt kalenderår og offentliggøres således årligt på den danske forskningsdatabase, hvorfra det også er muligt at downloade de bagvedliggende data, der ligger til grund for indikatorens måling.

Senest opdateret 30. marts 2017