Gå til indhold

Bevillinger fra Det Frie Forskningsråd. Sapere Aude: DFF-Topforsker 2015

Det Frie Forskningsråd uddeler 6 Sapere Aude: DFF-Topforsker-bevillinger for en samlet sum af ca. 64 mio. kr. Forskere, der har modtaget en bevilling, fremgår af listen nedenfor.

Bevillingerne er givet inden for rammerne af rådets Sapere Aude-program, der skal give fremragende forskere I Danmark de bedste betingelser for at skabe afgørende nye forskningsresultater.

Der tages forbehold for trykfejl og eventuelle nødvendige budgetjusteringer. 


Projekttitel: Long non-coding RNAs in cancer
Bevillingsmodtager: Anders Henrik Lund
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 11.952.000
Projektbeskrivelse: Kræftforskningen har i flere årtier fokuseret på den del af vores arvemateriale, der koder for proteiner. Det har nu vist sig at den ikke-proteinkodende del, som udgør >98% af arvematerialet, indeholder vigtige funktioner, som også er involveret i udviklingen af kræftsygdomme. En del af disse udgøres af lange, ikke-proteinkodende RNA molekyler (lncRNAs). Projektets formål er at identificere og karakterisere lncRNA molekyler med relevans for kræftudvikling. Udgangspunktet er en stor afdækkende undersøgelse, hvor >900 prøver fra 5 større kræftformer samt cellekulturmodeller for kræft er blevet undersøgt for udtrykket >30.000 ikke-kodende RNA molekyler. I projektet fokuseres på lncRNA i tarmkræft og diffust storcellelymfom, hvor en række lncRNA molekyler viser betydeligt ændret udtryk i forhold til normale væv. Ved hjælp af en række biokemiske og genetiske metoder undersøges molekylernes funktion og betydning for kræftudviklingen. Endvidere gennemføres en række undersøgelser af molekylernes mulige relevans for kræftbehandling i forskellige sygdomsmodeller i mus.


Projekttitel: Global Europe: Constituting Europe from the outside in through artefacts
Bevillingsmodtager: Oscar Salemink
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 11.925.436
Projektbeskrivelse: Europa udefra ind: Hvordan en verdensdel konstitueres igennem kulturgenstande. Idéen om Europa – som kontinent, civilization, social forestilling, og transnational territorial institution – er blevet studeret fra mange forskellige videnskabelige vinkler, men næsten altid med udgangspunkt i Europa selv. Historisk set er idéen om Europa opstået igennem indsamling, udveksling, klassifikation og museumsudstilling af genstande stammende fra områder udenfor Europa – Afrika, Asien, og Amerika – i den periode af tidlig modernitet, hvor Europa opnåede verdensdominans, og hvor genstande fra andre dele af verden blev udstillet som kuriositeter. Formålet med dette projekt er at udforske idéen om Europa set udefra ind. Igennem sammenligning med den tidlige moderne periode belyses, hvordan indsamling, udveksling, klassifikation og museumsudstilling af kulturgenstande definerer Europa i dag, hvor verdensdelen er ved at miste sin globalt dominerende position, ikke mindst i forhold til Japan og de fire ikke-europæiske BRICS lande (Brasilien, Kina, Indien, Sydafrika). Forskningen vil blive udført i museer i disse fem lande såvel som i Europa og vil gøre brug af antropologiske, historiske og museologiske metoder.


Projekttitel: Taxation of Transactions in Imperfect Financial Markets
Bevillingsmodtager: Peter Norman Sørensen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 5.759.402
Projektbeskrivelse: Forskningsprojektet kaster nyt lys over spørgsmålet, om en mindre skat på finansielle transaktioner er til større gavn end ulempe. Dette gøres ved at drage en ny parallel til andre adfærds-påvirkende skatter, såsom grønne afgifter. Økonomisk teori støtter almindeligvis det synspunkt, at den slags afgifter er gavnlige, når økonomiens markeder ikke er perfekt i stand til at allokere ressourcer til produktion og forbrug. Det nye er at anvende denne tankegang på markeder med henvisning til en gængs form for imperfektion i markedet. I finansielle markeder er det udbredt, at forskellige handlende besidder forskellig information. Denne asymmetri i informationen kan begrænse de enkelte handlere – hvem ønsker at købe en aktie af en sælger, der ved noget dårligt om aktiens værdi? En transaktionsskat kan under visse omstændigheder reducere handelen således, at der bliver en lavere grad af asymmetrisk information, og dermed en lavere risiko for at begå en dårlig handel. Anvendes skattens provenu fornuftigt, kan dette samlet forbedre samfundets velfærd. Argumentet beror på detaljer om markedets funktion, og projektet skal først og fremmest udrede disse detaljers rolle.


Projekttitel: Semiclassical Quantum Mechanics
Bevillingsmodtager: Søren Fournais
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 10.257.856
Projektbeskrivelse: Dette projekt beskæftiger sig med matematikken bag kvantemekanikken. De versioner af Schrödingers ligning, der beskriver interessante systemer kan ofte ikke løses eksakt, men vi kan ofte alligevel finde interessante egenskaber ved løsningen - også selvom vi ikke har en eksplicit formel for denne. I dette projekt vil vi specielt interessere os for magnetiske egenskaber ved kvantemekaniske systemer. Vi vil betragte såkaldte diamagnetiske egenskaber, dvs i hvor vid udstrækning energien i systemet øges, hvis det pålægges et ydre magnetisk felt. Specielt vil vi forsøge at kvantisere denne effekt: Vi ved, at mange systemer er diamagnetiske, men hvor meget øges energien? Specielt kan man håbe på at disse spørgsmål har et tilfredsstillende svar, hvis magnetfeltet f.eks. antages meget stærkt. Denne type grænse stiller nye krav til den matematiske forståelse af systemerne, men har interesse i flere konkrete situationer, blandt andet i matematikken der beskriver superledende materialer.


Projekttitel: Holistic Engineering of Immune Cell Targeted Drug Delivery Systems for Immunogenic Eradication of Metastatic Cancer
Bevillingsmodtager: Thomas Lars Andresen
Institution: Danmarks Tekniske Universitet
Bevilget beløb: 11.944.800
Projektbeskrivelse: Hvert år får 12 millioner mennesker diagnosen kræft på verdensplan og 7.5 millioner dør af deres sygdom. Radioterapi er en vigtig del af moderne kræft behandling og mere end 50 % af alle kræft patienter får radioterapi som en del af deres behandlingsforløb. En væsentlig begrænsning ved denne behandling er desværre at kun de store synlige tumorer kan behandles og patienter ofte dør af tumor celler der spreder sig og danner metastaser. Det er derfor nødvendigt at supplere radioterapi med kemo- eller immun-terapi. Der er de seneste år opnået væsentlige fremskridt indenfor immunterapi og det forventes af en ny æra er startet i behandlingen af kræft, hvor vi bruger kroppens eget immunforsvar til at slå kræft cellerne ihjel. Specielt interessant er det at man har opdaget af stråleterapi kan øge immunforsvarets aktivitet overfor kræftceller, men desværre ikke helt nok til at give en markant behandlingseffekt. Vi vil i dette projektet forsøge at aktivere immunforsvaret yderligere samtidig med at der gives stråleterapi ved hjælp af avancerede delivery systemer der kan levere immunterapeutiske stoffer specifikt til immuncellerne. Vi forventer at denne kombinationsbehandling vil give markant bedre kræftbehandling og endda give mulighed for vaccination mod dannelse af kræft i fremtiden. Ledende forskere på Danmarks Tekniske Universitet vil sammen med internationale eksperter på MIT i USA og University of Manchester i England, således udvikle ny og bedre behandling af kræft.


Projekttitel: Quantum Control of Light with Diamond in a Plasmonic Nanocircuit (DIMS)
Bevillingsmodtager: Ulrik Andersen
Institution: Danmarks Tekniske Universitet
Bevilget beløb: 11.946.970
Projektbeskrivelse: Der har inden for den sidste årrække været intense eksperimentelle studier af den i teorien uhyre stærke vekselvirkning, som kan skabes mellem et atom og en foton. Disse studier er ansporet af de revolutionerende nye anvendelsesmuligheder inden for kvanteinformations-videnskaben: Stærk vekselvirkning kan f.eks. føre til udviklingen af super-hurtige kvantecomputere og sikker kommunikation over store afstande via kvantekryptografi. De ekstreme vekselvirkninger er dog uhyre vanskelige at opnå og er hidtil kun blevet realiseret i komplekse opstillinger, hvor en enkelt partikel (f.eks. et atom) er placeret i en meget lille kavitet (hulrum). I dette projekt vil vi benytte en helt ny metode til at opnå stærk vekselvirkning uden brug af kaviteter. Stærk kobling vil blive dannet mellem en atom-lignende partikel (et såkaldt farvecenter) i en diamantkrystal og en overfladebølge, som udbredes i rummet mellem to nanoledninger. Systemet vil blive realiseret ved brug af moderne nanoteknologi i samarbejde med Ulm Universitet og Harvard Universitet. Realiseringen af en stærk vekselvirkning vil åbne for mange fundamentale studier af den atomare verden. I dette projekt ønsker vi dog at benytte koblingen til at skabe en gigantisk ikke-linearitet mellem en enkel foton og et farvecenter og herved realisere en transistor, som kan styres med en enkel foton. Studierne kan gavne udviklingen af kvanteinformationssystemer og kan bidrage til forståelsen af den komplekse dynamik af atomare systemer.

Kontakt

Vibeke Kalsbeek
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 83 35
Email: vka@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 15. august 2019