Du er her: Forside Minister og ministerium Ministeren Kronikker og debatindlæg Vælg videregående uddannelse med omhu

Vælg videregående uddannelse med omhu

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) bragt i en række regionale medier i uge 10 og 11.

Kære kommende studerende.

Lige om lidt er der ansøgningsfrist på uddannelserne for optagelse på kvote 2, så det er nu, mange tager det valg, der er med til at definere deres fremtid. Det er et stort valg, og for mange er det et svært valg. Mulighederne synes utallige, og som ung kan det være vanskeligt at forestille sig, hvad man vil lave om 10 eller 20 år. Tænk derfor på; Hvad brænder jeg for? Hvordan er jobmulighederne? Hvor er det spændende studiemiljø? Spørgsmålene er mange, og står du i valget netop nu, kan det virke som et uoverskueligt valg. Det forstår jeg godt.

Det nemmeste vil være at gøre, som vennerne gør eller familien synes. Men du bør tænke dig grundigt om, inden du vælger studie. Dit studievalg kommer ikke bare til at definere dit arbejdsliv, men også den dannelse og viden, der vil forme dig som menneske.

Du skal selvfølgelig vælge ud fra, hvilke interesser du har, og hvad du gerne vil fylde dit liv med, men tænk også over, om uddannelsen giver dig noget at bestille efter studiet.

Spørg dig selv, hvilke handlinger og hvilke fag du ideelt set gerne vil have til at fylde i dit liv. Er det i værkstedet, i matematikbøgerne eller i laboratoriet, at du bliver inspireret og kan bruge dine talenter bedst? Husk ikke bare at vælge som vennerne gør, du skal gå din egen vej. Du skal vælge efter interesse, men også have blik for jobmulighederne. Det er ærgerligt ikke at kunne bruge al den viden og alle de færdigheder, man har tilegnet sig gennem sin uddannelse. Det kan være, du må gå lidt på kompromis med dine interesser for vælge en uddannelse, hvor der ikke er høj arbejdsløshed. Men det vil tjene dig godt senere i livet

Lad fakta, og ikke blot forestillinger om uddannelser, være en vigtig del af dit valg. Der er god hjælp at hente. Udover en lang række værktøjer, så kan du for første gang ved hjælp af Uddannelseszoom blive klogere på, hvad de nuværende studerende synes om deres uddannelser. 79.000 studerende og 43.000 nyuddannede landet over har svaret på, hvad de synes om deres undervisning, studiemiljøet og om det, de lærer, kan bruges bagefter.

Så oven i gode råd og vejledning fra venner og familie, får du for første gang nogensinde adgang til 120.000 andre unges erfaringer og holdninger. Det er en markant udvidelse af bekendtskabskredsen. Så hvad enten du overvejer universitetet, professionshøjskolen eller erhvervsakademiet, så kan du i Uddannelseszoom.dk se, hvordan studerende vurderer deres uddannelse. Du kan se om det, du har lært, kan bruges i et job bagefter, om uddannelsen overhovedet fører til et arbejde, og hvad du typisk vil komme til at tjene.

Når du begynder på en uddannelse, forventer jeg, at du gør dig umage. At du stræber efter at være dygtig til det, du brænder for. For en uddannelse er en gave fra Danmark, og du skal forvalte den gave ordentligt. Det er ret og rimeligt.

Tag ikke hensyn til, hvilke uddannelser der er mest prestige i. Uanset om uddannelsen lægger vægt på hjernens eller håndens arbejde eller en kombination, er ingen uddannelser finere end andre.

For uddannelse er din chance for at udfolde dig i livet alt efter evne og talent. Samtidig er det en spændende rejse i læring, og det vil for altid udvikle dig som menneske. Så tag dit valg med omhu.

Held og lykke med beslutningen.

Senest opdateret 13. marts 2017