Europass Sprogpas

Hvordan bedømmer man sig selv, når man skal beskrive sine sprogfærdigheder? Europass Sprogpas hjælper dig med at beskrive dine kompetencer.

Hvor god er du til sprog?

Hvad betyder det præcist at være meget god til fransk, eller at have en basisfornemmelse for tysk? Hvad hvis man let forstår en radioudsendelse på spansk, men synes, at det er vanskeligt selv at tale sproget?

Europass sprogpasEuropass Sprogpas er et standardiseret europæisk værktøj, der giver dig mulighed for at vurdere og beskrive dine sproglige kvalifikationer.

Du udfylder dit Europass Sprogpas på baggrund af et selv-evalueringsskema med en skala på seks trin. Skemaet er udviklet af sprognetværket Common European Framework of Reference for Languages. Ved hjælp af det, kan du konkret beskrive alle dine sproglige færdigheder.

Sprogpasset er udarbejdet af Europarådet og udgør én af tre dele i Den Europæiske Sprogportfolio.

Sprogpasset giver altså en oversigt over alle de sprog, du behersker i mindre eller højere grad. Det omfatter sprogkompetencer erhvervet både i og uden for det formelle uddannelsessystem. Takket være de forskellige niveauer i den fælles europæiske referenceramme, kan du beskrive dine sprogfærdigheder på en måde, som er både internationalt sammenlignelig og anerkendt.

Sprogpasset supplerer Europass CV'et og kan vedlægges dette.

Udfyld dit Europass Sprogpas

Senest opdateret 05. marts 2015