Typiske spørgsmål om Europass

Herunder finder du en række typiske spørgsmål og svar om Europass. Hvis du ikke kan finde svaret på lige netop dit spørgsmål, er du selvfølgelig velkommen til at henvende dig til Styrelsen for Forskning og Uddannelse ved at skrive til europass@ufm.dk.

Hvem kan få et Europass?

Europass logoEuropass-dokumenterne kan bruges af alle borgere i de 31 lande, som har tilsluttet sig Europass-initiativet (det vil sige de 27 EU lande samt Island, Liechtenstein, Norge, og Tyrkiet) –  men de kan i princippet også bruges i alle andre lande. Europass henvender sig især til elever, praktikanter, studerende, undervisere, jobsøgende og arbejdsgivere.

Hvad kan Europass gøre for mig?

Typiske spørgsmål 4Europass kan være en hjælp, når du skal dokumentere og beskrive dine kvalifikationer, færdigheder og kompetencer. Det består af fem dokumenter (CV, Sprogpas, Certificate Supplement, Diploma Supplement og Mobilitetsbevis) samt en elektronisk portfolio, der alle er opbygget efter en fælles europæisk standard, som bliver brugt af samtlige lande i Europass-ordningen.

Europasset kan være nyttigt, når du søger praktikplads, uddannelse eller arbejde i både udland og hjemland. Det kan desuden være en hjælp for arbejdsgivere, som skal vurdere en jobansøgers kvalifikationer og kompetencer.

Giver Europass-dokumenterne formel anerkendelse?

Nej, Europass-dokumenterne giver ingen formel anerkendelse af kvalifikationer. De er redskaber, som 31 europæiske lande i fællesskab har besluttet at bruge til at præsentere kvalifikationer og kompetencer. Takket være den standardiserede form, kan Europasset være nyttigt, når du skal dokumentere dine erfaringer, uanset om de er opnået gennem uddannelse, arbejde eller fritid.

Hvor kan jeg få Europass-dokumenterne, og hvem udfylder dem?

  • Europass CV og Europass Sprogpas er personlige dokumenter, som du selv skal udfylde.
  • Europass Mobilitetsbeviset er også et personligt dokument, men udfyldes af de institutioner og organisationer, der er ansvarlige for udlandsopholdet.
  • Certificate Supplement udstedes af den institution eller organisation, der er ansvarlig for din uddannelse.
  • Diploma Supplement udstedes af din videregående uddannelsesinstitution i forbindelse med udstedelsen af dit eksamensbevis.

 

Koster et Europass noget?

Nej, alle Europass-dokumenter er gratis.

I hvilke lande kan jeg bruge mit Europass?

Europass-dokumenterne kan bruges i de 31 lande, som er omfattet af beslutningen (det vil sige de 27 EU-medlemslande, samt Island, Liechtenstein, Norge,og Tyrkiet). Diploma Supplement kan også bruges uden for EU, da det er et fælles EU-, Europaråds- og UNESCO-initiativ, der i Bologna-deklarationen bliver anbefalet.

Senest opdateret 20. juni 2017