Vejledende udtalelse om udenlandsk uddannelse

Et tilbud til dig, der er forhindret i at dokumentere din udenlandske uddannelse.

Hvis det er umuligt for dig at fremskaffe nok dokumentation for din udenlandske uddannelse til at få en vurdering, kan du i stedet ansøge Styrelsen for Forskning og Uddannelse om en vejledende udtalelse.

Hvad er en vejledende udtalelse?

Udtalelsen beskriver din uddannelsesbaggrund og fortæller, hvordan vi normalt vurderer en lignende uddannelse, når den er tilstrækkeligt dokumenteret. Det kan være en hjælp til at forklare dine kvalifikationer, når du undersøger mulighederne for at læse videre eller søge arbejde i Danmark.

Vi skriver den vejledende udtalelse på baggrund af dine egne oplysninger, som du skal give os ved at besvare en række spørgsmål i et skema, og på baggrund af vores viden om uddannelser fra det land, du har gennemført en uddannelse i.

Kan jeg få en vejledende udtalelse?

Du kan få en vejledende udtalelse, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • Du har afsluttet eller delvist gennemført en uddannelse i et andet land end Danmark. Det kan for eksempel være gymnasiet, en erhvervsfaglig uddannelse eller en universitetsuddannelse.

  • Du kan ikke fremskaffe den nødvendige dokumentation for at få en vurdering på almindelig vis. Der skal være en god grund til, at du ikke kan fremskaffe tilstrækkelig dokumentation. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis du er flygtning eller har gennemført din uddannelse i et land, der har befundet sig eller befinder sig i krigslignende tilstand.

  • Du er villig til at bruge noget tid på selv at beskrive din uddannelse med fag, praktik osv. 

Hvordan gør jeg?

Hvis du gerne vil have en vejledende udtalelse, skal du udfylde ansøgningsblanketten og vedlægge så megen dokumentation som muligt.

Senest opdateret 04. januar 2017