Gå til indhold

Typer af udenlandske adgangsgivende eksaminer

Udenlandske adgangsgivende eksaminer kan inddeles i fire typer med udgangspunkt i en sammenligning med de danske gymnasiale uddannelser.

Type 1

En adgangsgivende eksamen, som ikke adskiller sig væsentligt fra de fem primære danske gymnasiale uddannelser (stx, hf, eux, hhx og htx), og som er kendetegnet ved:

  • at den har et alment indhold (fx modersmål, fremmedsprog, samfundsfag/historie, matematik, naturvidenskab, valgfag m.fl.)
  • at den er adgangsgivende til alle videregående uddannelser (higher education).

Eksempler: Baccalauréat général (Frankrig), Gümnaasiumi Lõputunnistus + Riigieksamenitunnistus (Estland), Zeugnis der Allgemeinen Hochschulreife (Abitur) (Tyskland), Vysvedcenie o Maturitnej Skúske/Maturita/gymnázium (Slovakiet).


Type 2

En adgangsgivende eksamen, som adskiller sig væsentligt fra en adgangsgivende eksamen i Danmark, og som er kendetegnet ved:

  • at den har et fagligt/erhvervsorienteret indhold kombineret med nogle almene elementer, som hvad angår niveau og omfang adskiller sig væsentligt fra minimumskravene i en dansk adgangsgivende eksamen
  • at den er adgangsgivende til alle videregående uddannelser (higher education).

Det drejer sig typisk om adgangsgivende eksaminer, som er udstedt i kombination med en faglig kvalifikation.

Eksempler: Baccalauréat professionnel (Frankrig), Vysvedcenie o Maturitnej Skúske/Maturita fra stredna odborna skola og stredna odborna uciliste (Slovakiet).


Type 3

Denne type omfatter to muligheder:

A) En erhvervsfaglig eksamen, som er adgangsgivende i uddannelseslandet, men som adskiller sig væsentligt fra en adgangsgivende eksamen i Danmark, og som er kendetegnet ved:

  • at den har et fagligt/beskæftigelsesorienteret indhold kombineret med få almene elementer, som hvad angår niveau og omfang adskiller sig væsentlig fra minimumskravene i en dansk adgangsgivende eksamen
  • at den er adgangsgivende til alle videregående uddannelser (higher education).

Eksempel: De finske erhvervsuddannelser (Finland).

B) Et adgangsgivende diplom, som er adgangsgivende i uddannelseslandet, men som adskiller sig væsentligt fra en adgangsgivende eksamen i Danmark, og som er kendetegnet ved

  • en ikke samlet eksamensaflæggelse, evt. i kombination med væsentlig merit for kompetencer erhvervet via beskæftigelse
  • at den er adgangsgivende til alle videregående uddannelser (higher education)

Eksempler: Erhvervsuddannelse + generell studiekompetanse (Norge), 23:5-reglen (23 år + 5 års erhvervserfaring) + generell studiekompetanse (Norge).


Type 4

En adgangsgivende eksamen, som i uddannelseslandet alene giver fagspecifik adgang til visse fag eller til visse typer videregående uddannelsesinstitutioner.

I Danmark kendes fx adgangseksamen til ingeniøruddannelser, som er adgangsgivende eksamen til visse tekniske uddannelser, bacheloruddannelserne i teknisk videnskab (civilingeniør), fødevarevidenskab og landinspektørvidenskab.

Eksempler: Zeugnis der Fachgebundene Hochschulreife og Zeugnis der Fachhochschulreife (Tyskland).

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 24. juli 2020