Du er her: Forside Uddannelse og institutioner Tilskud til udveksling og internationale projekter Programoversigt Erasmus+ Nyheder Lektorer har udbredt dansk sprog og kultur i udlandet i 80 år

Lektorer har udbredt dansk sprog og kultur i udlandet i 80 år

Over 2.000 studerende læser aktuelt dansk som hoved- eller bifag på et universitet i udlandet. Det er muligt, fordi danske undervisere gennem 80 år er rejst ud i verden for at udbrede kendskabet til dansk sprog, kultur og samfundsforhold gennem Lektoratsordningen.

10. marts 2017

Fra Vancouver i vest til Shanghai i øst. Danske lektorer er i årtier blevet sendt ud i verden for at undervise udenlandske studerende i det danske sprog samt vores kultur- og samfundsforhold.

Det er sket gennem Lektoratsordningen, der i år har 80-års jubilæum.

Ordningen betyder samtidig, at danske virksomheder ofte kan ansætte lokale medarbejdere med gode danskkundskaber, når de etablerer sig i et naboland som Polen eller på et fjerntliggende marked som Kina.

Det glæder uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, at så mange studerende i andre lande er interesseret i dansk sprog og kultur:

- Det er bemærkelsesværdigt, at så mange udenlandske studerende interesserer sig for dansk, og det glæder mig, at de fremover vil være ambassadører for det danske sprog og for dansk kultur rundt om i verden. 

I år er 27 danske lektorer sendt ud i verden gennem Lektoratsordningen. De er normalt ansat i tre år, men kan forlænges til i alt seks år ved det samme udenlandske universitet. Desuden kan der indgå forskning i stillingen. 

- Jeg er glad for, at nogle af vores dygtige danskundervisere vælger at bruge flere år af deres karriere på institutter i udlandet i det danske sprogs tjeneste. Et stort tillykke til alle, som har bidraget til, at Lektoratsordningen nu lever på sit firsindstyvende år, siger Søren Pind.

Der undervises aktuelt i dansk på over 60 universiteter i hele verden. Over 2.000 studerende har dansk som hoved- eller bifag. Endnu flere tager kortere kurser i dansk sprog.

Foruden at hjælpe danske virksomheder i udlandet bliver de studerende ofte oversættere. Det betyder, at dansk litteratur kan blive oversat til mange forskellige sprog. 

Om Lektoratsordningen

Lektoratsordningen under Uddannelses- og Forskningsministeriet har til formål at udbrede kendskabet til dansk i udlandet gennem støtte til udenlandske universiteter.

Lektoratsordningen medvirker til at uddanne nye undervisere, oversættere og medarbejdere i en lang række forskellige funktioner.

De udsendte lektorer indstilles af Lektoratsudvalget under Uddannelses- og Forskningsministeriet til stillinger ved udenlandske universiteter.

Senest opdateret 10. marts 2017