Gå til indhold

Dimensionering på universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier

Øget brug af dimensionering blev indført i 2014 for at tilpasse optaget på uddannelser med høj ledighed for dimittender og øge optaget på uddannelser, der har lav ledighed. Som følge heraf er der indført et loft over det maksimale optag på en række uddannelser fra 2015 og frem.

På erhvervsakademier, professionshøjskoler samt universiteternes bacheloruddannelser sker indfasningen over fire år, mens indfasningen på kandidatuddannelserne sker i forlængelse af dimensioneringen på bacheloruddannelserne over tre år. Det er de enkelte universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier, der fordeler dimensioneringen.

Sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsmarked

Udviklingen på arbejdsmarkedet følges løbende tæt, og ikke-dimensionerede uddannelser, som identificeres med systematisk overledighed, håndteres løbende. Fra 2016 er der således yderligere fem universitetsuddannelser, som skal dimensioneres, fordi de har haft systematisk overledighed gennem en længere årrække. Dimensioneringsmodellen evalueres i 2017.

Retskrav på videre studier

En bacheloruddannelse fra et dansk universitet giver bachelorer retskrav til optag på den kandidatuddannelse, som er den naturlige overbygning af deres bacheloruddannelse. Retskravet gælder kun for bachelorer, som søger om optagelse på kandidatuddannelsen i direkte forlængelse af deres bacheloruddannelse, ellers bliver retskravet forældet. Nogle af de bachelorer, som i 2014 ikke begyndte direkte på den kandidatuddannelse, som de havde retskrav på, endte i 2015 i en dimensioneringsklemme. Uddannelses- og forskningsministeren har derfor valgt at tage særlige hensyn til de bachelorer, som havde et retskrav i 2014, så de blev sidestillet med retskravsbachelorerne fra 2015, når der er tale om ansøgning om optagelse på en dimensioneret kandidatuddannelse.

Allerede dimensionerede uddannelser

Den eksisterende dimensionering af en række professionsbacheloruddannelser og enkelte universitetsuddannelser primært rettet mod det offentlige arbejdsmarked, som har været gældende før 2014, fortsætter uændret.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 18. december 2015