Fik du afslag?

Fik du afslag om optagelse på en videregående uddannelse? Læs mere om vurderingen i kvote 1 og kvote 2 eller søg optagelse på en ledig studieplads.

Afslagsbrev

Ansøgere til de videregående uddannelser, der ikke kan optages på nogen af de uddannelser, de har søgt optagelse på, modtager et afslagsbrev fra Den Koordinerede Tilmelding. Afslagsbrevet udsendes til ansøgernes e-Boks. Ansøgere, der ikke kan modtage digital post via e-Boks, modtager afslagsbrevet med posten.  

Kvote 1

Studiepladserne i kvote 1 er tildelt efter gennemsnit fra den adgangsgivende eksamen med justering af kvotienten med 1,08 for ansøgere, der søger optagelse senest to år efter afslutning af den adgangsgivende eksamen. Hvor højt et gennemsnit, der som minimum skulle til for optagelse på en videregående uddannelse i kvote 1(= grænsekvotient), offentliggøres den 30. juli.

Kvote 2

Studiepladserne i kvote 2 er tildelt efter en konkret vurdering af ansøgerne på de uddannelser, hvor der har været adgangsbegrænsning. Uddannelsesstederne har på deres hjemmeside offentliggjort, hvilke objektive kriterier, der kan indgå i vurderingen af den enkelte ansøger.

I bilaget til afslagsbrevet kan du læse mere om udvælgelseskriterierne i kvote 2.

Du vil altid kunne få en nærmere begrundelse for afslaget på din ansøgning på det eller de uddannelsessteder, hvor du har søgt optagelse.

Ledige pladser

Du kan også vælge at søge optagelse på en ledig studieplads. Den 30. juli bliver det offentliggjort, hvor der er ledige pladser.

Senest opdateret 28. juli 2016