Optaget på de videregående uddannelser slår igen rekord

66.439 unge er i år blevet optaget på de videregående uddannelser. Dermed slår optaget igen rekord. I alt er 1.138 flere personer kommet ind på uddannelserne. Udviklingen glæder uddannelses - og forskningsminister Ulla Tørnæs.

29. juli 2016

- Det er meget glædeligt, at vi havde rekordmange, der søgte om at komme ind på en videregående uddannelse i år. Men lige så glædeligt er det, at vi også har rekordmange, som nu er blevet optaget. Særligt er jeg glad for, at der er flere, der er blevet optaget på uddannelser, som har gode jobmuligheder, for jeg arbejder målrettet på at skabe et bedre match mellem vores uddannelser og arbejdsmarkedets behov. Optaget i 2016 er et godt skridt i den rigtige retning, siger uddannelses og forskningsminister Ulla Tørnæs.

I forhold til uddannelser med gode jobudsigter kan det fremhæves, at optaget er steget markant på folkeskolelæreruddannelsen (14 procent fra 2015 til 2016), diplomingeniøruddannelsen (12 procent) og civilingeniøruddannelsen (9 procent)

Alle landets regioner har oplevet en vækst i optaget på de videregående uddannelser. Væksten har været højest i Region Sjælland med en stigning på 4 pct. Herefter følger Region Syddanmark med en stigning på 3 pct. Uddannelses- og forskningsministeren glæder sig over den udvikling.

- Regeringen arbejder målrettet på at skabe et Danmark i bedre balance. For adgang til kvalificeret arbejdskraft i hele landet er en afgørende forudsætning for vækst og udvikling. Derfor er det rigtig gode nyheder, at der en stigning i optaget på uddannelser med lav ledighed, og at stigningen i optaget findes over hele landet. Det tegner rigtig godt for fremtidens vækst og velfærd, siger Ulla Tørnæs.

Optag på de videregående uddannelser

30. juli: Alle ansøgere får svar på deres ansøgning. Uddannelses- og Forskningsministeriet offentliggør KOT-hovedtal på:

30. juli: Ledige pladser: Uddannelser med ledige pladser, der stadig kan søges, kan findes på:

1. september: Studiestart for de fleste uddannelser (en række uddannelser har også studiestart 1. februar).

Oktober: Resultatet af optagelsens 2. runde og dermed endelige optag opgøres. Mellem 1. og 2. runde vil nogle ansøgere takke nej til tilbudte pladser, mens andre vil søge ledige pladser.

Søgning og optag i 2016

Det samlede søgningstal var 94.744 ansøgere.

66.439 ansøgere bliver per 30. juli tilbudt en plads ved en videregående uddannelse.

Søgning og optag i 2015

Det samlede søgningstal var 93.924 ansøgere

65.301 ansøgere blev per 30. juli 2015 tilbudt en plads ved en videregående uddannelse

65.289 ansøgere var per 1. oktober 2015 påbegyndt en videregående uddannelse.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressekonsulent Trine Søndergaard, tlf. 7231 8009, e-mail: tri@ufm.dk

Kontorchef Jens Storm, Statistik og Analyse, tlf. 7231 7982, e-mail: jst@uds.dk

Senest opdateret 29. juli 2016