Rekordmange vil læse på en videregående uddannelse

Hele 94.061 har i år søgt om at blive optaget på en videregående uddannelse. Det er det højeste antal ansøgere nogensinde. Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs håber, at mange unge har søgt uddannelser, hvor der er gode muligheder for at få et job.

05. juli 2016

94.061 har søgt om optagelse på en videregående uddannelse i 2016 efter ansøgningsfristens udløb den 5. juli klokken 12.00. Det er rekordmange ansøgere.

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs glæder sig over de mange ansøgere.

- Det er glædeligt, at så mange har lyst til at læse på en videregående uddannelse. Det er godt for den enkelte, for tager man en uddannelse, har man alt andet lige mange flere muligheder for at skabe et interessant og godt arbejdsliv. Det er også godt for samfundet. De studerende på de videregående uddannelser er nemlig en central del af fødekæden til fremtidens vækst og velstand, siger Ulla Tørnæs.

Uddannelses- og forskningsministeren er spændt på at få overblik over, hvilke uddannelser og uddannelsesinstitutioner de kommende studerende har søgt ind på. Den endelige opgørelse af årets ansøgningstal offentliggøres onsdag den 6. juli.

- Jeg håber, at de unge har valgt studie med både hjertet og hjernen. Vælger de unge med hjertet, så de får et godt studieliv, og vælger de med hjernen, så de får et godt jobliv. Jeg håber, at vi i morgen kan se, at flere unge har søgt uddannelser, hvor der er gode jobudsigter. Det gælder særligt uddannelser, der er rettet mod det private arbejdsmarked. For det er afgørende, at vi får et bedre match mellem uddannelserne og arbejdsmarkedet, og det er på det private arbejdsmarked, at hovedparten af fremtidens dimittender skal finde deres job, siger Ulla Tørnæs.

Søgning og optag på de videregående uddannelser

5. juli: Frist for ansøgning via kvote 1

30. juli: Alle ansøgere får svar på deres ansøgning. Uddannelses- og Forskningsministeriet offentliggør den 30. juli klokken 00.01 hovedtal fra Den Koordinerede Tilmelding med antal ansøgere, antal optagne samt adgangskvotienter på de forskellige uddannelser på www.ufm.dk

I 2015 søgte 93.924 ind på en videregående uddannelse, i alt begyndte 65.289 nye studerende på en videregående uddannelse i 2015.


For yderligere oplysninger, kontakt

Pressekonsulent Trine Søndergaard, Uddannelses og Forskningsministeriet, tlf.: 7231 8009, e-mail: tri@ufm.dk 

Chefkonsulent/Faglig koordinator for optagelsen Tine Bjerregaard, Styrelsen for Videregående Uddannelser, tlf. 7231 8885, e-mail: tbj@uds.dk

Senest opdateret 05. juli 2016