Unge har ikke jobudsigter højt på uddannelseslisten

Ny undersøgelse viser, at unge og forældre prioriterer faglig interesse og interessant arbejde højest, når unge skal vælge uddannelse. Kun hver tredje ung har jobudsigter med i top tre af prioriteter. Uddannelses- og forskningsministeren opfordrer til at følge hjertet og bruge hovedet i studievalget

29. juni 2016

Om få dage – den 5. juli – skal mange tusinde unge mennesker vælge hvilken videregående uddannelse, de ønsker at blive optaget på.

En ny undersøgelse viser i den forbindelse, at både unge og deres forældre prioriterer ”faglig interesse” og ”interessant arbejde” højest i de unges uddannelsesvalg. Knap 90 procent af forældrene og 70 procent af de unge vægter interesse som den vigtigste faktor i studievalget. Kun en ud af tre blandt de unge vægter eksempelvis ”lav arbejdsløshed” som en af de tre vigtigste faktorer i uddannelsesvalget.

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs opfordrer både forældre og unge til at skærpe fokus på jobudsigter, når valget skal tages inden den 5. juli.

- Studievalget handler ikke kun om de kommende år på studiet. Det er også et valg, der får stor betydning for, hvilke job man kan få, når uddannelsen er i hus. Så tænk længere frem. Vi har i dag en række uddannelser, hvor der er for høj arbejdsløshed. Det er ærgerligt, hvis man som ung står med et frisk eksamensbevis efter en lang uddannelse og så ikke kan få et job, hvor man kan bruge sin uddannelse. Derfor er mit råd til de kommende studerende: Vælg med hjertet, så du får et godt studieliv. Og vælg med hjernen, så du får et godt jobliv, siger Ulla Tørnæs.

Tallene er baseret på en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Uddannelses- og Forskningsministeriet. Interviewene er gennemført i perioden 7. juni til 15. juni 2016.

Senest opdateret 29. juni 2016