Gå til indhold

Spørgsmål og svar - december 2019

Her kan du læse panelets svar på en e-mail fra Flemming Dyremose (FD), modtaget 1. december 2019. Panelets besvarelse er udarbejdet af Søren Pape Møller (SPM).

FD: Jeg har et spørgsmål angående radioaktivt affald. Min forståelse er at radioaktive stoffer er grundstoffer der udsender partikler fra atomkernen.

SPM: Det er korrekt, men husk på at et grundstof består af flere isotoper, svarende til forskellige masser i kernen, og forskellige grundstoffers isotoper kan være stabile eller have forskellig radioaktivitet.

FD: Atombrændsel er et radioaktivt materiale med en vis henfaldstid. Radioaktivt affald er grundstoffer med en anden henfaldstid.

SPM: Korrekt, men husk på at et givet materiale, enten atombrændsel eller radioaktivt affald, som regel består af flere grundstoffer, der hver især består af forskellige isotoper. Som sagt ovenfor, til hvert grundstof, og hver isotop hører en henfaldstid, der dog ofte er uendelig for naturligt forekommende grundstofisotoper og altså ikke er radioaktivt.

FD: Jo mere radioaktivt materialet er, jo flere partikler udsender det.

SPM: Dette er også korrekt.

FD: Det må derfor også have en henfaldstid der er omvendt proportional  med intensiteten af udsendte radioaktive partikler.

SPM: Dette er også korrekt, men husk igen på, at det ”materiale” kan bestå af forskellige grundstoffer og isotoper.

FD: Det der så undrer mig er om den samlede radioaktivitet, altså henfaldstid gange antal udsendte partikler er den samme per mol atomer. Eller med andre ord, den uran man udgraver og anvender til reaktorer, vil den faktisk udsende det samme antal partikler totalt som den mængde radioaktive affald der er slutproduktet af fissionen.

SPM: Nej! Den uran man udgraver og anvender i reaktorer vil udsender en vis mængde partikler og har en vis radioaktivitet. I forbifarten kan jeg nævne at den uran man finder i naturen består af hovedsageligt to isotoper, med hver deres henfaldstid og radioaktivitet. Når uranen spaltes, enten naturligt, eller ved spaltning forårsaget af andre neutroner i reaktoren, dannes andre lettere atomer og isotoper. Typisk ender hver urankerne med at blive til to lettere kerner. Men slutproduktet består altså af mange forskellige atomer og isotoper hver med deres levetid og radioaktivitet. Derfor er antallet af udsendte partikler ikke det samme for det udgravede uran brændsel som for det spaltede materiale!

FD: Jeg uddyber lige: vil et mol uran over tilstrækkelig langtid udsende det samme antal partikler som et mere radioaktivt stof vil udsende over kortere tid?

SPM: Som sagt nej, det kan man slet ikke sige generelt! Tværtimod, det spaltede og ”brændte” brændsel vil have en større radioaktivitet end det ikke-brændte spaltede brændsel. Derfor er håndteringsproblemet også større for det brugte brændsel end for de ikke brugte brændselselementer.

Kontakt

Kristoffer Brix Bertelsen
Chefkonsulent
Tlf.: +45 72 31 88 76
Email: kbbs@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 21. januar 2024