Gå til indhold

Rettigheder

Hvis dine personoplysninger behandles af ministeriet, har du en række rettigheder.

Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, ud over oplysningspligten, skal du kontakte ministeriet, som også kan give dig nærmere informationer om rettighederne

Se mere om dine rettigheder her:

Oplysningspligt

Ministeriet skal i mange tilfælde give dig en række oplysninger, når dine personoplysninger indsamles af ministeriet. Oplysningerne fremgår for visse typer af sager af disse sider.

Ret til at se oplysninger (indsigtsret)

Du har ret til indsigt i behandlingen af dine oplysninger. Dette betyder, at du med visse undtagelser har ret til at få at vide, om ministeriet behandler oplysninger om dig, samt i givet fald at se oplysningerne.  

Ret til berigtigelse (rettelse)

Ministeriet skal behandle rigtige og ajourførte oplysninger. Skulle det vise sig, at ministeriet behandler oplysninger om dig, som ikke er rigtige, har du har ret til at få oplysningerne rettet.

Ret til sletning

I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for ministeriets almindelige generelle sletning. Det bemærkes dog, at ministeriet som offentlig myndighed er underlagt regler, som betyder, at ministeriet i mange tilfælde ikke må slette de oplysninger, der behandles.

Ret til begrænsning af behandling

Du har i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må ministeriet fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke, eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser. 

Ret til indsigelse

Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod ministeriets ellers lovlige behandling af dine personoplysninger.

Ret til at transmittere oplysninger (dataportabilitet)

Du har i visse tilfælde ret til at modtage dine personoplysninger i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format samt at få overført disse personoplysninger fra én dataansvarlig til en anden uden hindring. Det bemærkes dog, at rettigheden i de fleste tilfælde ikke vil gælde behandlinger hos offentlige myndigheder, herunder hos ministeriet.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 01. oktober 2018