Du er her: Forside Blogs Kristoffer Brix Bertelsen Vagtskifte i New Delhi

Vagtskifte i New Delhi

Efter to og et halvt år i Indien vender innovationsattaché Kristoffer Brix Bertelsen tilbage til Danmark. I denne blog reflekterer han over erfaringerne siden opstarten af innovationscentret i Indien i 2013 og præsenterer sin afløser på posten per 1. januar 2016, Sune Kaur-Pedersen.

17. december 2015

Kristoffer Brix Bertelsen

Kristoffer Brix Bertelsen blogger fra New Delhi, Indien.

Hvor blev tiden lige af? Der er allerede gået præcis to og et halvt år, siden de daværende ministre Pia Olsen Dyhr og Morten Østergaard åbnede tre nye innovationscentre i Sydkorea, Brasilien og Indien den 17. juni 2013. Siden da er det gået stærkt med at få etableret de nye centre og få dem markeret som solide samarbejdspartnere lokalt. Status i dag er, at innovationscentret i Indien er i god gænge, og vi har fundet os til rette i både New Delhi og Bangalore.

Der er opbygget netværk på kryds og tværs i det indiske forsknings-, uddannelses- og innovationslandskab, og der er klar bane til at udbygge kontakterne og gøre dem endnu mere effektive i de kommende år. Centret har igen i år nået sit finansielle mål og dermed vist, at innovation i Indien kan være en bæredygtig aktivitet og ikke kun en investering. Godt begyndt er halvt fuldendt.

Denne gode begyndelse skyldes ikke mindst, at teamet i innovationscentret i Indien har fungeret exceptionelt godt og har haft en stabil kerne af medarbejdere igennem de sidste to år, hvilket ikke er nogen selvfølge i et hyperdynamisk arbejdsmarked som det indiske.

Dansk og indisk organisationskultur er blevet blandet, og jeg tør roligt skrive her, at vi har kombineret de bedste elementer fra hver side og udviklet en fælles forpligtelse på at lade de mindre hensigtsmæssige elementer ligge. Vi har fuldt ud benyttet muligheden for at skabe en ny organisation fra grunden, lære af hinanden og bruge vores forskelligheder til at skabe en fast enhed med en stærk identitet.  

ICDK Team India, november 2015
ICDK Team India, november 2015 – Unity in Diversity. Fra venstre: Ruchika Vedi, Molshree Pandey, Twinkle Jawrani, KBB og Tom Sebastian.

Der er blevet afprøvet mange former for aktiviteter i forsøgene på at finde de mest relevante virkemidler i Indien. Noget er lykkedes, mens andet må tilbage til laboratoriet og en ny tur i centrifugen. Sådan er det jo. Også med innovation.

Vi har eksperimenteret med samarbejdsaftaler mellem danske og indiske institutioner, med Top Talent - Indian Style, med forskellige former for uddannelsessamarbejde på forskellige niveauer, med studenterkonkurrencer, og senest har vi udarbejdet en oversigt over de fremmeste inkubations- og entreprenørskabsmiljøer på indiske forskningsinstitutioner til inspiration (forhåbentlig!) derhjemme i Danmark.  

Nu er det så blevet min tur til at række stafetten videre. Næste innovationsattaché i Indien er Sune Kaur-Pedersen, som tiltræder stillingen per 1. januar 2016 og er på plads i New Delhi en måned senere, den 1. februar.

Han har netop været på introduktionsrejse i Indien. Sammen besøgte vi en række indiske institutioner og mødtes desuden med repræsentanter for både indiske og europæiske forskningsorganisationer. Målet er, at Sune kan ramme jorden i løb, når han lander i Indien.

Den afgående og den tiltrædende innovationsattaché
Den afgående (t.v.) og den tiltrædende (t.h.) innovationsattaché foran ambassaden i New Delhi, hvor innovationscentret er beliggende.

Sune kender innovationsområdet godt, da han de seneste fem år har været sekretær for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd. Han kommer derfor til Indien med et særdeles bredt netværk fra det danske miljø. Sune har allerede en masse gode idéer til, hvordan arbejdet kan videreføres og udvikles. Dem vil han utvivlsomt dele med læserne af denne blog, når tiden er inde.

Til sidst er der kun tilbage at sige tak til samarbejdspartnere i Danmark og Indien for gode fælles projekter og oplevelser. Jeg håber, at I vil give Sune den samme opbakning, som I har givet mig.   

Kommentarer

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Hvad er 4 + 4 ?
Dit svar:
Senest opdateret 17. december 2015