Du er her: Forside Blogs Lars Beer Nielsen "Innovation" som selvstændig nyhedskategori

"Innovation" som selvstændig nyhedskategori

Videnskabsministeriet som sponsor for udenlandsk forskningscenter? Kan I forestille jer Videnskabsministeriet som hovedsponsor for et nyt forskningscenter på et udenlandsk universitet? Det er nok egentlig lidt svært at forestille sig.

12. maj 2009

Det er ikke desto mindre det, som vores kollegaer i svenske VINNOVA har gjort. Der er adgang for gæsteforskere fra Danmark, og vi rejser rundt i Danmark ultimo juni og fortæller mere om denne mulighed. Hvis I vil have besøg, så skriv endelig til mig, lbn@innovationcenterdenmark.com.

VINNOVA Stanford Research Center of Innovation Journalism kom til verden i sidste måned og ledes af svenskfødte David Nordfors, der har en ph.d. i moleekulær kvantefysik, men som i de senere år  udelukkende har arbejdet med at udvikle begrebet innovation journalism (InJo). Se eventuelt videoen The future of innovation journalism.

Innovation Journalism

Nordfors definerer InJo som journalistik, der beskæftiger sig med hele innovationsprocesser og -økosystemer – på tværs af etablerede nyhedskategorier. InJo skal derfor ses i modsætning til meget traditionel journalistik, der ofte behandler det journalistiske stof efter på forhånd definerede nyhedskategorier (fx erhvervsliv, teknologi, videnskab eller politik). Den traditionelle journalistik behandler derfor kun de aspekter af innovationsprocesserne, der passer inden for det enkelte stofområde. Nordfors' pointe er, at man hér misser det større billede, når man vinkler stoffet, så det passer til i forvejen eksisterende nyhedskategorier.

Nordfors introducerede begrebet Innovation Journalism tilbage i 2003, og hans centrale pointe er, som nævnt, at InJo behandler innovationsprocessen som en selvstændig nyhedskategori, og således behandler erhvervsliv, teknologi osv. som integrerede elementer i nyhedshistorien. I modsætning til meget traditionel journalistik er InJo altså multidisciplinær. Med Nordfors' egne ord er: "InJo er et horizontal nyhedsbeat, der går på tværs af eksisterende nyhedsbeats med fokus på innovationsprocesser og -økosystemer".

Mød "the father of the internet" på gratis konference 18.-20. maj

Injo centeret arrangerer deres 6. konference om InJo på Stanford 18.-20. maj. Der er gratis deltagelse for alle, og temaet er i al sin enkelthed, hvordan innovation og journalistik kan kobles sammen. På konferencen kan man bl.a. møde Vint Cerf, der i daglig tale betegnes som "the father of the internet".

Journalistik som problemløsning gennem innovation?

Danmarks Radios nyhedschef Ulrik Haagerup er også meget optaget af begrebet Innovation Journalism. Sammen med Nordfors arrangerer han i juni en workshop på the Deutsche Welle Global Media Forum under titlen constructive innovation journalism. Denne event plejer at trække mere end 1.000 professionelle fra nyhedsbranchen verden over. Haagerup og Nordfors' budskab er i al sin enkelthed, at man ved hjælp journalistikken kan klæde borgere på til at løse konflikter og kriser ved at have et konstant flow af nyhedshistorier om nye innovative måder at løse samfundsproblemer på. Se eventuelt mere hos Deutsche Welle Global Media Forum.

Danske forskere og/eller journalister til Stanford

InJo forskningscenteret er en del af H-STAR på Stanford, som Forskningsstyrelsen har en aftale med. Derfor har vi fået mulighed for at sende en dansk forsker på gæsteforskerophold på Injo/Stanford – i første omgang  for 4 måneder. I forvejen er der gæsteforskere/journalister på InJo gennem Injo Fellowship 2009 fra Sverige, Finland, Pakistan og Slovenien. Jeg rejser med David Nordfors rundt i Danmark i dagene 25.-26. Juni 2009, hvor Nordfors fortæller mere om InJo samt mulighederne for et forskerophold på Injo/Stanford. Hvis I gerne vil – eller kender nogle der gerne vil – møde David Nordfors, så er I meget velkomne til at skrive til mig, lbn@innovationcenterdenmark.com.

Kommentarer

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Hvad er 4 + 4 ?
Dit svar:
Senest opdateret 09. september 2015