Du er her: Forside Blogs Lars Beer Nielsen Robocop go home! Robotics event på Stanford University

Robocop go home! Robotics event på Stanford University

Stanford University fejrede National Robotics Week ved at slå dørene op til en fantastisk robotdemo- og legedag.

26. april 2010

Vi husker vel alle Politirobotten RoboCop fra midtfirserne, der fangende kriminelle og kørte sin seje Robocop-bil rundt i Detroits gader? Dengang var det hele fiktion, idag er historien lavet til virkelighed. Robotter med gekko-lignende fødder, der kravler op ad lodrette vægge. Biler, der kører af sig selv og robotter, der går rundt blandt os og opfører sig som rigtige mennesker. Dette og meget mere oplevede vi i går, idet vi var med, da Stanford University fejrede National Robotics Week ved at slå dørene op til en fantastisk robotdemo- og legedag.

Foto af kirurg-prøve

Hjerteoperationer udført af robotter

Det første, jeg gør, efter at være trådt ind af døren, er at styre mod den store futuristisk-lignende robot, hvor folk sidder med deres hoveder inden i robotten og med deres hænder fæstnet i en slags robothandsker. Det viser sig at være en robot til den nette sum af 2,2 mio. USD, som giver kirurger mulighed for at lave bl.a. hjerteoperationer med minimale skader på det omkringliggende væv. Efter lidt ventetid får jeg plads ved robotten og får straks et 3D-billede af en lille kirurg-prøve, der ligger på bordet ved siden af. Det overrasker mig meget, hvor utrolig let og intuitiv robotten er at manøvrere. Det tager ingen tid at forstå, hvordan den virker, netop fordi den er udviklet så intuitivt, at den fuldstændig følger de samme bevægelser, som mine fingre foretager sig. Jeg føler mig nærmest parat til at udføre kirurgiske indgreb ...

Jeg kan ikke komme i dag så jeg har sendt min robot i stedet ...

Foto af robot med skærm der viser professor

Endnu mere imponerende er, at mens jeg står og giver hånd til en robot, der er udviklet til at efterligne menneskers kropssprog, hører jeg en stemme bag mig sige "Sorry, can you move a bit, you're in my way?" Jeg vender mig om, for at se hvem der spurgte og finder i stedet for et menneske, en robot, der triller rundt på sine hjul med en skærm, der live streamer et billede af en hvid mand på omkring de 40 år. Jeg falder i snak med robotskærmen, som fortæller mig, at han rent faktisk er universitetsprofessor og sidder i Indiana, USA, langt væk fra Stanford i Californien. Han tænkte blot, at han lige ville deltage på denne event, og sendte derfor så sin robot istedet. En robot, der er en ud af 24 roboter, han har udstationeret verden over til at kunne deltage fysisk i forretningsmøder og events som denne. I sidste uge var én af hans robotter fx trådt i hans sted ifbm. en konference i Indien.

Robotter kravler op ad lodrette vægge

Foto af gekko-robot

Den sidste robot, jeg siger farvel til, inden jeg triller tilbage til Innovationscentret, er gekko-robotten, der mest af alt ligner en stor eletronisk gekko. Denne robot kravler op ad vægge takket være nogle fødder, der er udviklet til at efterligne gekkoens fødder med dens utrolig gode gribe-egenskaber.

På vej hjem tænker jeg over robotter og den store indvirken, de kommer til at have på vores fremtid. Desuden glæder det mig, at danske forskere, er med i frontforskningen omkring robboter, bl.a. samarbejder DIKU på Københavns Universitet med UC Berkeley's robotics Lab og har i den forbindelse bl.a. gæsteforsker Søren Hauberg på Berkeley i dette forår. En anden robotforsker, Bo Stjerne Thomsen fra Teknologisk Institut i Odense, har også netop fået midler til et netværksprojekt, hvor målet er at intensivere samarbejdet med amerikanske frontforskere inden for robotteknologi. Vi håber snart, at Bo Stjerne Thomsen kigger forbi, så vi kan introducere ham til de mange samarbejdsmuligheder i Californien.

Foto af bil
RoboCop go home!

Kommentarer

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Hvad er 10 + 4 ?
Dit svar:
Senest opdateret 09. september 2015