Du er her: Forside Blogs Lars Beer Nielsen "Shanghai speed" = 500 km/t

"Shanghai speed" = 500 km/t

Med 500 km/t går det med Maglev-toget fra Shanghai lufthavn til hovedbanegården. Landskabet, der flyver forbi, minder mest af alt om noget fra en fremtidsfilm. (Fælles blogindlæg fra attacheerne i Shanghai, München og Silicon Valley.)

08. april 2009

Af Søren Stauning, Anders Kjær og Lars Beer Nielsen

Med 500 km/t går det med Maglev-toget fra Shanghai lufthavn til hovedbanegården. Landskabet, der flyver forbi, minder mest af alt om noget fra en fremtidsfilm. Endeløse rækker af faldefærdige huse og murbrokker afløses i næste øjeblik af futuristiske skyskrabere og nye industrikvarterer, der så øjeblikket efter igen afløses af rækker af faldefærdige huse og noget der mest af alt minder om udslidte kolonihaver. Fra vores baser i San Francisco og München har vi passeret hhv. 16 og 7 tidszoner og er efter hhv. 14 og 13 timers flyvning ankommet til Shanghai. En by i en rivende udvikling, hvor nye boligkvarterer afløser gårsdagens slum, mens man sover.

Attachésamling i Shanghai

Den største by i det folkerigeste land i verden har knap 20 mio. indbyggere og én af dem er vores kollega, forskningsattaché Anders Kjær. Anders og hans lokale medarbejder Vicky har stablet et flot program på benene for os. Vi starter med at møde alle Anders' kollegaer på Innovation Center Denmark i Shanghai og herefter er der sat møder op med en række universiteter og forsknings­institutioner i både Shanghai og Hong Kong.

"A warm welcome to the consuls from Denmark"

Foto af de tre attacheer og en kineser
Velkomst i Shanghai

Onsdag besøger vi Shanghai Maritime University (SHMU), der er Asiens bedste maritime universitet. Vi bliver budt velkommen af en større delegation: vicepræsidenten JinJin Yongxing, en fotograf og engelskkyndig samt SHMU's dekan for forskning Xu Kai Yu samt ikke mindst en stor velkomsthilsen i 3x3 meter. SHMU har på blot 4 år netop bygget et nyt kæmpe campus på 110 hektar ved siden af Shanghais nye containerhavn Yangshan. Hemmeligheden bag det hurtige byggeri er ifølge vicepræsidenten "Shanghai speed".

Universitetet byder på fantastiske forsknings- og uddannelsesfasciliteter, herunder en af verdens største simulerings­maskiner, der giver os mulighed for at sejle en supertanker på floden Huangpu gennem Shanghais centrum. Vi undlader at fortælle, hvem af os der blev søsyge under turen. SHMU samarbejder både med bl.a. Mærsk og Rederiet Norden og indbyder Anders til mere samarbejde med Danmark.

Efter vi har været igennem en sightseeingtur på campus, mindst 10 fotoopstillinger, en 8-retters frokost, gave- og visitkortudveksling og anekdoter om tidligere besøg af bl.a. Bendt Bendtsen og Michael Maze, er det tid at tage afsked. Vores værter følger os ud og vinker os afsted, mens vicepræsidentens privatchauffør følger os på vej, så vi er sikre på at finde tilbage til Shanghai. Det er ikke ligefrem den treat, vi er vant til i hhv. München og Silicon Valley.

Da SARS kom til Kina

Vi besøger også Pasteur-instituttet i Shanghai, der er et forsknings- og uddannelsessamarbejde mellem Shanghai, Frankrig og China's Academy of Sciences (CAS). Professor Sun Bing, co-director på Pasteur-instituttet, fortæller os, at institituttet er etableret i 2004 som en konsekvens af SARS-fremkomsten i Kina.

Foto af mødedeltagere hos Pasteur-instituttet
Pasteur-instituttet i Shanghai

Hér forsker kinesere og "franskmænd" side om side med inspiration fra den store franske forsker Pasteur. Kineserne er også interesserede i at samarbejde med Danmark og fx tilknytte dygtige ph.d.-studerende fra de danske life-science-fakulteter. Endelig var det interessant for os at besøge instituttet, fordi det kan give os en idé om, hvordan det dansk-kinesiske universitetscenter i Beijing vil komme til at se ud.

Hong Kong Science Park

I Hong Kong besøger vi Science Park – et anlæg etableret for 2 mia. USD af HK-regeringen som et offentligt ejet privat selskab, der skal være fysisk platform for HK's nye ambitioner på forskningsfronten. Vi bliver mødt med hele toppen; bestyrelsesformand, viceformand og CEO. Som et kæmpe inkubatorcentrum udbyder de forskningsfaciliteter som fx laboratorier til bl.a. HK's 8 universiteter og forskningstunge virksomheder for ca. 8 mia. USD/år! Bestyrelsesformanden har allerede besøgt Danmark, som han er interesseret i som foregangsland på greentech-området – som er Science Parks næste store satsning.

Ginseng, akupunktur og GLOBE-studerende fra CBS

På Chinese University of Hong Kong mødes vi med lederen af Institute for Chinese Medicine, Leung Ping-Chung, som efterprøver traditionel kinesisk medicin (TCM) med "vestlig" videnskabelig metodologi. Prof. Leung er ikke ukritisk over for TCM, som han fortæller blev brugt ukritisk under Mao. I dag ser instituttet mere på lidelser, som vestlig medicin ikke har kunnet løse, fx allergier, aldring, kroniske sygdomme, cancer og virusinfektioner, fx SARS. Vi mødes også med fire danske studerende fra CBS, som fortæller om deres personlige erfaringer med international studentermobilitet. De deltager i et fælles udvekslingsprogram GLOBE med CUHK og North Carolina og kan både berette om meget flittige kinesiske studerende, men også om, at de savner modenhed og selvstændigt initiativ.

Kina: verdens nye supermagt

Efter en hæsblæsende uge er vi efterladt med masser af indtryk. De kulturelle, kulinariske, trafikale, forsknings- og samfundsmæssige forskelle er enorme. Både når vi sammenligner Shanghai og Hong Kong med København, München og San Francisco. I alle vores snakke om Kina, herunder også om Kinas politiske system, er vi enige om, at den danske satsning først i Shanghai og nu i Beijing er fornuftig – og at Hong Kong udgør en fantastisk plug-and-play partner på uddannelses- og forskningsområdet. Verdens største vækstrater og massiv satsning på forskning og udvikling er godt på vej til at gøre Kina til en supermagt.

Kommentarer

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Hvad er 10 + 4 ?
Dit svar:
Senest opdateret 09. september 2015