Du er her: Forside Blogs Lars Beer Nielsen Sundhedskaravane i Californien

Sundhedskaravane i Californien

Danmarks sundhedssystem – med fokus på sund levevis og sundheds IT – skal promoveres via roadtrip i Nordcalifornien.

09. juni 2010

Sundhedsminister Bertel Haarder på cykel over Golden Gate Bridge samt "Doktor slank" aka prof. Arne Astrup og gastronomisk entreprenør Claus Meyer, der giver lektioner om sund Nordisk Mad er blandt de mere muntre indslag i vores kommende sundhedskaravane i oktober 2010. Læs nedenfor, hvorfor du skal deltage!

Nordcalifornisk roadtrip: Markedsføring af Sundheds-Danmark

Vi planlægger sammen med bl.a. Mandag Morgen en nordcalifornisk roadtrip, der promoverer Danmarks sundhedssystem med fokus på sund levevis og sundheds IT, der trædes i gang af sundhedsminister Bertel Haarder, når han krydser Golden Gate Bridge søndag 24. oktober 2010.

I løbet af ugen har vi som nævnt besøg af bl.a. Arne Astrup og Claus Meyer, mens vi afvikler en 2-dages sundhedskonference på UC San Francisco for en lang række danske og amerikanske virksomheder, offentlige aktører, forskere, hospitaler mv.

Vi afvikler også sammen med CITRIS på UC Berkeley et dagslangt forskerseminar med UC Berkeley-professorer, en sundhedsdesign-workshop med det internationalt anerkendte designfirma IDEO samt en række spændende virksomheds- og hospitalsbesøg. Undervejs er der masser af muligheder for at showcase danske kernekompetencer inden for sundhed og sundheds IT.

Målet med sundhedskaravanen

Målet med karavanen er bl.a.:

  • At opnå opmærksomhed om Danmark og dansk viden i Californien
  • At etablere partnerskaber med amerikanske interessenter herunder at tiltrække amerikanske interessenter til Danmark for at deltage i forsknings- og demonstrationsprojekter, tiltrække investeringer mv.
  • At sikre relevant videnhjemtagning til Danmark fra amerikanske forskere, virksomheder, hospitaler mv.

Californien – den oplagte partner

Danmark har brug for internationale partnerskaber, og her er Californien særligt relevant. Californien er et af verdens hotspots for innovation i sundhedsteknologi og Medtech. Regionen omkring Silicon Valley er hjemsted for en lang række af verdens største og mest innovative virksomheder, investorer og forskere. Hvor Californien har muskelkraft, har Danmark fleksibilitet og omstillingsparathed. Denne kombination er optimal for en innovativ sundhedsalliance.

Læs, hvordan du kan deltage i vores sundhedskaravane

I ugen 24-29. oktober 2010 tager vi med vores Health CareVan det første skridt i etablering af en sundhedsalliance mellem Danmark og Californien. Læs mere om programmet, hvem der pt. deltager som sponsorer mv. hér, og skriv til lbn@innovationcenterdenmark.com og hør os, hvordan du kan deltage.

Kommentarer

Tilføj kommentar

Du kan tilføje en kommentar ved at udfylde formularen nedenfor. Ren tekst-formattering.

Spørgsmål: Hvad er 4 + 4 ?
Dit svar:
Senest opdateret 09. september 2015